Der er travlt i FC København.
Med en håndfuld dage tilbage af transfervinduet begynder det at blive tid til at få hentet de sidste forstærkninger, og sportsdirektør Peter Christiansen sidder ikke på hænderne.
FC København har ifølge Ekstra Bladets oplysninger lagt et bud på den 19-årige nigerianske kantspiller Akinkunmi Amoo fra Hammarby. Det bud skulle ligge i omegnen af tre millioner euro - altså 22,5 millioner kroner.
Det er dog ikke nok for Hammarby, der ser et stort lys i den lynhurtige og driblestærke kantspiller. Svenskerne arbejder med udgangspunktet, at deres unge diamant bør koste et sted mellem 37 og 45 millioner kroner.
FC København skal derfor finde ud af, om man ønsker at gå videre med Amoo eller se nærmere på et af de andre topemner på listen.
Artiklen fortsætter efter billedet..
FC Københavns interesse i Amoo blev for en uge siden beskrevet i B.T., men nu er der altså faldet et FCK-bud.
Der er dog flere navne på Peter Christiansens liste over mulige offensive tilføjelser, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger arbejder FC København på at hente to offensive spillere mere i dette vindue, hvor den ene også skal kunne begå sig i angrebet.
Det skyldes ikke mindst, at FC København håber at få sendt Rasmus Højlund til Sturm Graz. Klubberne er enige om en aftale til omkring 19 millioner kroner, men endnu har Højlund selv til gode at sætte kursen mod Østrig for at sætte sin underskrift på en kontrakt.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Peter Christiansen afviser ikke at slå transferrekorden i januar
Derudover kan også Kamil Wilczek forlade FC København i dette vindue, hvis det lykkes klubben at overbevise polakken om, at det vil være bedst for alle parter.
Der er gang i den på Peter Christiansens kontor.
LÆS OGSÅ: FC Københavns transferpuslespil: Millioner til store indkøb
--------- SPLIT ELEMENT ---------