FCK-profil: - Det har været mentalt hårdt

Virkeligheden er ved at indhente ellers slidstærke Victor Nelsson, der efter sit klubskifte får hjælp fra en mentaltræner til at holde motivationen oppe

Victor Nelsson i duel med Mikkel Rygaard. FCK'eren har været i mange af slagsen dette efterår. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Victor Nelsson i duel med Mikkel Rygaard. FCK'eren har været i mange af slagsen dette efterår. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Det har kampmæssigt været et giftigt efterår for Victor Nelsson. Ståle Solbakken har skambrugt sin nye stopper i alle turneringer, og så har der jo lige været et U21-landshold.

Tøffes vilde løfte: - Så går jeg til Herning!

En virkelighed, der indimellem er tæt på at hente den talentfulde forsvarsspiller, der søndag vendte tilbage til sin tidligere hjemmebane. Og det gjorde han vel at mærke som en bedre fodboldspiller end ham, der forlod Farum.

- Ja, det synes jeg. Det har været utroligt lærerigt, for specielt i de europæiske kampe er jeg blevet matchet på et rigtigt højt, internationalt niveau, sagde han efter FCK’s 1-0 sejr over FC Nordsjælland.

- Samtidig er jeg vist den i Europa, der har spillet flest kampe, og det tærer også på en 21-årig spiller, som samtidig er skiftet til en stor klub som FCK og skal vænne sig til det hele. Det har været en stor omvæltning. Jeg prøver at følge med og gøre det så godt, jeg kan.

FC Københavns Rasmus Falk, Victor Nelsson og målmand Karl-Johan Johnsson prøver at holde FC Nordsjællands Magnus Kofod Andersen. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
FC Københavns Rasmus Falk, Victor Nelsson og målmand Karl-Johan Johnsson prøver at holde FC Nordsjællands Magnus Kofod Andersen. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

- Det mentale er helt klart det hårdeste. Min krop er bygget til at spille hver tredje-fjerde dag. Intet problem i det. Men at skulle sætte sig mentalt op hele tiden kan godt være udfordrende. Men det klarer jeg også, lød det med et smil.

- Jeg har tilknyttet en mentaltræner, der hjælper mig med hele tiden at holde motivationen og ilden oppe at køre det. I dag fejlede motivationen ikke noget, for jeg ville gerne vise de gamle kammerater, hvordan det skal gøres.

Det gjorde han med en pletfri indsats i den firekæde, der talte lutter tidligere FCN-folk.

- Jeg er meget glad. Vi vinder jo. Men det var også en speciel kamp for mit vedkommende med mange velkendte ansigter, de samme lokaler og de gamle holdkammerater.

Og så var han i øvrigt tilbage på kunstgræs.

- Jeg kan faktisk godt mærke det i mine ankler og knæ, og det kunne jeg ikke, da jeg spillede heroppe, ømmede han sig.

Pligtsejre skal der til i toppen, og Victor Nelsson tror bestemt, at toprivalerne kan indhentes i foråret.

- Vi går ikke rundt og tænker på, hvad FCM gør. Cadeau til dem for at vinde deres kampe, men i foråret kommer vi til at æde dem op stille og roligt. Alt kan ske i et slutspil, og der kommer nogle spændende kampe i foråret, mener han.

Brøndby knækket i blodigt drama

Kynisk sejr

Dyr nedtur for Esbjerg