FCK reddede point med to i undertal

FCK fik mand smidt ud og skiftede alle tre mand, så de måtte slutte med ni mand, da Per Nilsson blev skadet

PARKEN (Ekstra Bladet): FC Nordsjælland får formentlig ikke større chancer for at vinde over FC København i Parken.

Farum-mandskabet spillede 11 mod ni FCK-spillere i en halv time, men formåede kun at få det ene point via 1-1.

De 11.722 tilskuere i Parken var vidner til et dramatisk opgør, hvor Daniel Amartey fik direkte rødt før pausen og FCK blev reduceret til kun ni mand efter en times spil, da Per Nilsson blev skadet.

Ståle Solbakken havde på det tidspunkt ikke flere at skifte ind, fordi William Kvist, Tom Høgli og Mikael Antonsson allerede var sendt på banen. Faktisk var det kun tredje gang i historien, at FCK havde brugt alle tre udskiftninger efter blot én times spil i Parken. 

Selv om FCK var i undertal, kom de stærkt ud efter pausen.  I en 3-5-1 formation lagde de gæsterne under et tungt pres.

Udbyttet af anstrengelserne kom efter knap en times spil. Ludwig Augustinsson sparkede hjørnespark fra venstre side. Ved forreste stolpe dukkede Mathias Zanka Jørgensen op og dirigerede bolden i en blød bue over David Jensen.

Føringen holdt ikke så længe. FCNs brasilianske angriber, Bruninho, udlignede på et tidspunkt, hvor FCK allerede var reduceret til ni mand, da Per Nilsson lå til behandling på sidelinjen.

FCN formåede aldrig at udnytte overtalssituationen til at sætte hjemmeholdet under et massivt pres. Til gengæld vovede hjemmeholdet sig op i FCN-feltet ved flere lejligheder.

William Kvist sparkede forbi mål på en god chance.

Direkte rødt
Daniel Amartey, der formentlig spiller på lånt tid i FCK, fik en uheldig hovedrolle omkring den halve time.

Han sendte en albue direkte i ansigtet på Emiliano Marcondes. En tåbelig handling, som kostede direkte rødt kort.

Kampens dommer, Jakob Kehlet, tøvede i hvert fald ikke et sekund. Han flåede det røde kort op af baglommen og viste omgivelserne med et albuesving, hvad det var Amartey havde gjort ved sin modstander.

TV: Se det røde kort i videoen øverst i artiklen

Det var i øvrigt anden gang, at netop Jakob Kehlet viste Daniel Amartey det røde kort. Det skete også i november i udekampen mod AaB, hvor FCK dog vandt 1-0.

Både før og efter udvisningen i første halvleg havde FCK problemer med at skabe store chancer mod et kompakt FCN-mandskab.

Benjamin Verbic skød forbi og Nicolai Jørgensen måtte se David Jensen redde hans afslutning.

TV: Se højdepunkterne fra opgøret i videoen herunder:

50 kommentarer
Vis kommentarer