FCK-stjerne drømmer om anden klub

Viktor Fischer drømmer om at vende tilbage til AFC Ajax én dag i fremtiden

Viktor Fischer drømmer om et comeback i Ajax. Foto: Lars Poulsen
Viktor Fischer drømmer om et comeback i Ajax. Foto: Lars Poulsen

Viktor Fischer vendte for godt to år siden hjem til dansk fodbold og FC København efter godt syv år i udlandet, men planen er, at den 25-årige offensivspiller skal af sted igen på et tidspunkt.

Og det må gerne være til AFC Ajax, som han tog til som 17-årig i 2011.

Viktor Fischer nåede at optræde i mere end 100 kampe for AFC Ajax, inden han forlod klubben, og i et interview med magasinet AjaxLife fastslår danskeren, at han gerne vil tilbage til den hollandske hovedstad på et tidspunkt i karrieren.

- Helt sikkert. 100 procent. Jeg synes, det vil være fantastisk at spille for Ajax på Johan Cruijff Arena igen. Om det er realistisk? Jeg håber det, selv om det hovedsageligt er en drøm. Jeg skal ikke tale så meget om det, først og fremmest skal jeg præstere på banen, siger Viktor Fischer.

Da Viktor Fischer kom til AFC Ajax i 2011, var Nicolai Boilesen og Christian Eriksen allerede i klubben, og Fischer kunne ikke lade være med at måle sig med sine to landsmænd.

- De var allerede på førsteholdet. Jeg havde tid nok, men jeg ville det for hurtigt. Jeg lagde et enormt pres på mig selv. Når jeg ser tilbage på det nu, var det mit problem i alle år i Ajax, lyder det fra Fischer.

I 2016 blev Viktor Fischer solgt til engelske Middlesbrough, og dermed tog han en endegyldig afsked med AFC Ajax.

- Mit forhold til Frank de Boer (Ajax' daværende cheftræner, red.) var ikke længere det samme. Armin Younes blev foretrukket, og jeg kunne ikke længere se et sportsligt perspektiv. Jeg talte for meget, men præsterede for lidt. Jeg ville vise mine kvaliteter et andet sted, og Ajax mente også, det var en god idé. På det tidspunkt var det bedst for alle parter, siger Viktor Fischer.

Opholdet i Middlesbrough blev ikke nogen succes for offensivspilleren, der heller ikke havde vind i sejlene, da han efterfølgende skiftede til Bundesliga-klubben Mainz 05, og derfor gik turen hjem til FC København i januar 2018. Her har han to år tilbage af kontrakten.

Viktor Fischer scorede 33 mål i 111 kampe for AFC Ajax.

Se også: Brøndby-spillere går 20 procent ned i løn

Se også: En rigtig Århus-historie: AGF-øl bliver til håndsprit

Se også: Glæd jer, Brøndby: Der er flere lovende årgange på vej

178 kommentarer
Vis kommentarer