Kampen om de største danske talenter er hård. Både blandt klubberne og agenterne.
Sådan har det også være i tilfældet med FCK’s 16-årige Jeffrey Papa Adjei-Broni, der har scoret ti gange for det suveræne københavnske førerhold i U17-ligaen.
Jeffrey Papa Adjei-Broni har allerede en agent.
Siden 16. november 2020 har han haft en repræsentationsaftale med Mohamed Khayat, der som certificeret agent godt må kontakte og indgå aftaler med spillere under 18 år.
Noget kunne dog tyde på, at Khayat har haft en form for samarbejde med den unge FCK'er, længe før den lovpligtige standard repræsentationsaftale blev indsendt til DBU.
Ekstra Bladet er i besiddelse af et billede fra Jeffrey Papa Adjei-Bronis Instagram-profil, hvor han med sin mor ved sin side underskriver en form for aftale.
'Mandate' - altså mandat - står der øverst på dokumentet.
Billedet stammer fra et opslag fra 24. februar 2020 - altså knap ni måneder før repræsentationsaftalen trådte i kraft.
Det er ledsaget af teksten HCM Sports Management, en underskrift-emoji og hashtagget agents.
På opslagets andet billede ser man agent Mohamed Khayat med armen om skulden på Jeffrey Papa Adjei-Broni.
Opslaget er nu slettet fra Jeffrey Papa Adjei-Broni Instagram-profil.
Det var ifølge Ekstra Bladets oplysninger tidligere også på Mohamed Khayats private Instragram-profil, men er nu slettet.
Mohamed Khayat er en del af netværket omkring HCM Sports Management, som Ekstra Bladet i den seneste uge har sat spot på.
For at beskytte talenter vedtog DBU’s bestyrelse i efteråret 2017 et nyt cirkulære. Man skal certificeres af DBU for at kunne repræsentere spillere under 18 år.
Mohamed Khayat bestod sin agentprøve i slutningen af marts 2019 og har været certificeret i snart to år.
Som agent forpligter man sig til at overholde DBU, UEFA og FIFA’s love og regler. Jeffrey Papa Adjei-Broni underskrev 18. november 2020 en aftale med FCK.