2. division er tilbage, og som specielt tilbud kan du nu se slutspillet gratis. Følg dit hjerte, følg din klub og få adgang her
Er du allerede PLUS-kunde, ser du kampene her
FC Københavns midtstopper Sotirios Papagiannopoulos er mange gange blevet rygtet hjem til Sverige, mens han har været i FC København. Nu bliver han det igen.
Ifølge Expressen har Jon Dahl Tomasson og Malmö FF et godt øje til Sotirios Papagiannopoulos, der var en stor profil i Allsvenskan for Östersund, inden han tog turen til FC København i sommeren 2018.
Malmö FF råder i forvejen over stoppere som danske Lasse Nielsen og den tidligere Hobro-lejesvend Anel Ahmedhodzic, og nu skal der måske gøres plads til svensk-græske Papagiannopoulos.
FCK-spilleren har noteret sig skriverierne om Malmö FF.
- Rygterne er ikke noget, jeg kan udtale mig om. Lige nu er jeg i FC København, og jeg nyder at spille fodbold igen efter corona, siger Sotirios Papagiannopoulos til fotbolltransfers.com.
Han er glad for, hvis andre klubber finder ham interessant.
- Som fodboldspiller er karrieren ganske kort. Derfor må man aldrig lukke nogen døre. Jeg har intet problem med at blive i FC København eller i udlandet. Det er selvfølgelig smigrende med interesse, men jeg har kontrakt med FCK og fokuserer på nu og her, siger forsvarsspilleren.
29-årige Sotirios Papagiannopoulos har kontrakt med FC København frem til sommeren 2022. Han har været på banen i 21 Superliga-kampe i denne sæson - 16 af dem fra start.