FCM afviser anklager: Unge afrikanere tjener mere end danskerne

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein ærgrer sig over, at klubben i BT anklages for at vælge agenter til spillerne og underbetaling af de afrikanske profiler

FCM-direktør Claus Stenlein afviser anklager om husagenter og underbetaling af afrikanske spillere. (Foto: Ernst van Norde)
FCM-direktør Claus Stenlein afviser anklager om husagenter og underbetaling af afrikanske spillere. (Foto: Ernst van Norde)

'Ulovlige kontrakter og underbetalte stjerner.'

Det står på alle 'spisesedlerne' uden for supermarkeder og kiosker i Herning og omegn i dag.

Dagbladet BT kører onsdag et større kompleks omkring FC Midtjyllands angivelige metoder i håndteringen af deres afrikanske akademispillere.

BT skriver, at FC Midtjylland bestemmer, hvilke agenter flere af deres afrikanske spillere skal have.

Se også: FCM-ejer i sjældent interview: Det havde jeg ikke regnet med

Derudover skriver BT, at de etablerede afrikanske spillere på FCM-holdet er på discountløn, og Rilwan Hassan udtaler i avisen, at han ikke mener, at han får nok i løn i forhold til hans position.

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein ærgrer sig over anklagerne, og fortæller til Ekstra Bladet, at det rent faktisk forholder sig således, at de afrikanske akademispillere i klubben tjener tre gange mere end deres jævnaldrende danske holdkammerater.

Claus Steinlein, bestemmer I hvilke agenter, de afrikanske spillere i klubben skal benytte sig af?

- Vi tvinger på ingen måde nogen af vores spillere til at samarbejde med en specifik agent. Det er naturligt, at vi har en god dialog med vores unge danske og afrikanske akademispillere om det vigtige at vælge den rigtige agent. Vi havde et eksempel med en afrikansk spiller, som tilknyttede en engelsk agent, og der krævede han en løn på 10 mio. kr. om året. Den her spiller havde på det tidspunkt ikke engang spillet 10 superliga-kampe, og jeg tvivler på, at der findes nogen spiller i Superligaen, der tjener 10 mio. kr. om året.

Så du kan fuldstændig afvise, at I har agenter, der hjælper jer med at holde lønniveauet på de afrikanske spillere nede?

- Det kan jeg 100 procent afvise. Vi samarbejder med over 15 agenter, som spillerne i vores trup bruger, og hvis vi brugte sådan en model, som BT hævder, så havde vi nok valgt lidt færre agenter. Vi har en afrikansk akademispiller Michael Olusoji, som har været her et halvt år nu, og han har ikke nogen agent.

To akademispillere siger i BT, at I anbefalede Michael Bolvig som agent til dem. Hvor mange andre FCM-spillere samarbejder med Michael Bolvig?

- Det er jo det lidt komiske med BT-historien, for han har netop meget få spillere i vores trup. Og det tyder på, at de to nævnte spillere ikke var så tilfredse med ham, så de samarbejder heller ikke mere med ham. Så hvis Bolvig var husagent, så havde han nok haft en del FCM-spillere som klienter.

Se også: Irriteret Riddersholm: Handler ikke om Ståle og mig

Så der er ingen forskelsbehandling på jeres afrikanske akademispillere og de danske?

- Hvis der var forskelsbehandling, så var det mere den anden vej rundt. For det er nødvendigt, at de afrikanske spillere får fuldtidskontrakter for at få opholdstilladelse i Danmark, og på den måde ender de alle med at tjene tre gange mere end de danske akademispillere, som er på ungdomskontrakter. Vi betaler for eksempel 80 procent af Musefiu Ashirus løn i Ringkøbing, fordi ingen i 1. division ville betale den løn, han får i FC Midtjylland.

BT skriver, at jeres etablerede afrikanske profiler som Rilwan Hassan, Sylvester Igboun og Izunna tjener mellem 50.000-70.000 kr. om måneden. Det kunne godt virke som en underbetaling for en etableret Superliga-spiller?

- De tal er nok ikke helt skævt, når man taler den månedlige grundløn. Men hvis du tager hver af de tre spilleres årsindkomst, så er det et helt andet tal. De fleste afrikanske spillere kan godt lide at få et stort engangsbeløb om året, så hovedparten af deres årsløn får de faktisk som et signon fee hvert år, og der er de samlet på præcis samme niveau som Jonas Lössl og Winston Reid, før de blev solgt. Vores etablerede afrikanske spillere tjener langt over gennemsnittet i Superligaen på årsbasis.

Men der er flere i FCM-truppen, der tjener mere end dem. Kan du ikke forstå, hvis de føler sig dårligt behandlet?

- Jeg tror, at det er vigtigt, at man ikke går ind og sammenligner med spillere som Kristian Bach Bak og Jacob Poulsen og Petter Andersson, der er hentet hjem fra udlandet på nogle af deres sidste kontrakter. Vores afrikanske spillere er præcis der, hvor andre af vores egne spillere er, når de er blevet profiler på vores hold. Og så har jeg det fint med, at Rilwan Hassan siger til BT, at han gerne ville have mere i løn. Det tror jeg da, de fleste vil have.

Se også: TV: Svinsk tackling sender FCM-anfører ud

Hvis I mener, at BTs påstande er direkte usandfærdige. Har I så overvejet konsekvenser?

- Jeg kan i hvert fald sige så meget, at vi har intet at skjule, og det BT skriver med ulovlige kontrakter, det er i hvert fald en direkte løgn. Man må forvente kritiske historier, når man ligger nummer et, men det giver ikke folk ret til at skrive præcis, hvad der passer dem. Vi har besluttet at være åbne og ærlige i det her forløb, og så overvejer vi naturligvis om det skal have konsekvenser.

Hos dagbladet BT fastholder sportschef Jacob Staehelin avisens historier om, at FCM bevæger sig på kanten af ulovlige metoder med både husagenter og underbetaling.

- Vi har tænkt os meget grundigt om, og selvfølgelig er det hårde anklager, når flere spillere mener, at forholdet mellem klub og agenter er for tæt. Dobbeltrepræsentation er ikke lovligt, men det er den oplevelse, flere spillere har – og hvis det står til troende, er det ulovligt, siger Jacob Staehelin.

BTs sportschef mener, at mange af de agenter, som samarbejder med spillere i FCM-truppen er lidt for tæt på klubben.

- Vi har talt  med tre etablerede spillere, der fortæller, de indirekte har fået deres agent via klubben. Jeg anfægter ikke, at der er flere agenter, men båndene er unægtelig tætte, når bestyrelsesformandens lillebror repræsenterer en spiller og den tidligere direktør en anden. Flere af spillerne fortæller, at de har fået anvist deres agent af Claus Steinlein med beskeden: ’Her er din agent!’

30 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere