FCM-anfører: Der er god lir i Parken

SUPERLIGA-DUEL: Erik Sviatchenko er kongen på de sociale medier i FC Midtjylland, mener holdkammeraten Kristian Bach Bak, der elsker at spille i Parken mod FC København

Kristian Bach Bak elsker at spille i Parken (foto: Thomas Emil Sørensen)
Kristian Bach Bak elsker at spille i Parken (foto: Thomas Emil Sørensen)

Superliga-start er lige rundt om hjørnet med forårspremiere på fredag 20. februar. Støvlerne skal snørres og de lange knopper skal forrest. Det er tæt mellem størstedelen af holdene i Superligaen. Ekstra Bladet har smidt profiler fra alle 12 klubber i direkte krydsild med hinanden, hvor den nærmeste modstander i tabellen også er modstanderen i det, vi kalder Duellen.

I dag dyster guldbejlerne mod hinanden. FC Midtjylland mod FCK.

Kristian Bak Bach, FCM:

- Otte point ned til FCK. Holder I hjem?
- Ja, det gør vi denne gang. Nu har vi brugt et års tid på at forme os og vænne os til at være et tophold. Vi har fået den mentale del med os fra sidste år, og det bliver vigtigt i det her forår.

- Har FCM lavet en magtdemonstration i dette transfervindue?
- Når man henter Superliga-topscoreren i en anden dansk klub, så viser det da, at vi har midlerne og ambitionerne. Jeg synes egentlig, hvis vi sammenligner os med FCK, så har vi trupper, der er meget lige.

- Er I trætte af sangen om FCM og gummiben?
- Om tre og en halv måned så er den sang forstummet. FCK forsøger at ramme os oppe i hovederne ved at snakke om vores gummiben. Vi kommer også til at tabe kampe i foråret, bedre er vi heller ikke. Men hvis vi holder fokus og ikke lader os påvirke af noget, så vinder vi guld.

Bach Bak tror på guldet (Foto: Thomas Emil Sørensen)
Bach Bak tror på guldet (Foto: Thomas Emil Sørensen)
 

- Pusic eller Duncan kan havne på bænken i en del kampe. Kan det ikke give problemer?
- Som jeg kender de to, er der ingen af dem, der har lyst til at sidde på bænken. Men vi har stort set to gode spillere til alle pladser på holdet nu. Og hvis vi kigger på det fælles mål til sommer, så er jeg sikker på, at man tænker mindre på sig selv.

- Vurderer du, at Ståle og FCK er under pres med ordkrigen frem og tilbage?
- Ja, de er under pres. Det skal man bare kigge på stillingen for at se. De forsøger med de våben, de har, på at få os til at tvivle på os selv. Men med vores trup er der ingen undskyldninger i år.

- Kristian Bach Bak spiller back. Er det ikke skørt?
- Jo, men det er bare lidt lir. Min kone hed Bach, så blandt venner har vi altid heddet Bach Bak. Det er så fedt at spille i Parken, hvor hele den ene langside råber Beep Beep Beep efter mig, som når en lastbil bakker. Det er god lir.

- Hvis der skulle laves et reality-show med en FCM-spiller, hvem skulle det så være?
- Det kan ikke være andre end vores kære viceanfører Erik Sviatchenko. Han ville være perfekt i For Lækker til Love, hvis han var single. Heldigvis har han en sød kæreste, ellers havde vi nok set ham der.

- Hvem er mest vild med at være på de sociale medier?
- Der er Erik jo også en sikker vinder. Jeg ved jo, hvad han har på om morgenen, før han kommer til træning, fordi han poster så mange billeder. Og vi har læst om hans skadesstatus i pressen, før vi har snakket med vores fys, haha.

SKARPE SKUD

Hvem bliver forårets profil i FCM? - Jeg har en fornemmelse af, at det bliver Sylvester Igboun.

Quiz. Hvor mange A-landskampe er Nicolai Jørgensen noteret for. Over eller under 5? - Jeg tror, han har spillet under 5 (Forkert. 7 A-landskampe)

Hvem bliver forårets profil i Superligaen? - Det bliver Igboun eller Nicolai Jørgensen.

Hvem bliver mestre, og hvem rykker ned? - Vi bliver mestre. Silkeborg og FCV rykker ned.

Nicolai Jørgensen, FCK

- Otte point op til FCM. Henter I det forspring?
- Det tror jeg, vi gør. Jeg synes sådan overordnet set, at vi har et bedre hold end dem. Vi har også erfaringen i den her slags situationer, hvor tingene spidser til. Men selvfølgelig skal de dumme sig lidt for, at vi kan hente ind på dem.

- FCM scorede 15 mål mere end jer i efteråret. Skal I være mere effektive i foråret?
- Ja, 100 procent. Vi har brændt alt for meget i efteråret. Især i de sidste kampe inden pausen skulle vi have vundet nogle kampe langt større. Jeg synes, vi ser skarpe ud i front, og vi kommer til at score flere mål nu.

- Vil det være en stor skuffelse, hvis FCK går to år uden et mesterskab?
- Det vil jeg sige ja til. Vi er alle ambitiøse spillere i truppen, som er her for at vinde titler, så det vil være en stor skuffelse, hvis vi heller ikke vinder guldet i år. Men vi holdt os inde i guldkampen ved at slå FCM i den sidste efterårskamp.

- Hvordan ser du på de nye spillere, der er kommet til FCK-truppen?
- De ser alle tre rigtig gode ud. Kevin Foley er en solid back. Ludwig (Augustinsson) minder meget om Oscar Wendt, og så er Björn (Sigurdarson) en tank i front. Jeg tror godt, han kunne slå igennem her. Han giver en masse tyngde.

- Du scorede fem mål i efteråret, skal det være mindst dobbelt op, når I slutter?
- Jeg bryder mig ikke om at sætte tal på, hvor mange mål jeg skal score. Men jeg håber da, at jeg får smidt endnu flere ind end i efteråret. Jeg føler mig godt tilpas og i god form.

- Hvilket signal sender det, når FCM henter Superligaens topscorer i en stor handel?
- Det sender et signal om, at de 100 procent går efter guldet. Martin Pusic er en god spiller, så det viser da, at de vil være med i toppen af dansk fodbold.

- Hvis der skulle laves et reality-show med en FCK-spiller, hvem skulle det så være?
- Det må være Zanka. Han kan godt lide medierne, og de kan lide ham. Det ville nok handle meget om sneakers. Han har mange fede ting og sko, så det skulle nok være interessant at følge ham.

- Hvem er mest vild med at være på sociale medier?
- Der har vi i hvert fald vores egen selfie-konge Youssef Toutouh. Lasse Lindbjerg følger også godt med. Så stort set hver morgen, jeg vågner, så ser jeg deres grimme fjæs, haha.

SKARPE SKUD:

Hvem bliver FCKs profil i foråret? - Jeg tror, det bliver mere holdet end en enkelt spiller.

Quiz. Hvor mange A-landskampe har Kristian Bak spillet? Over eller under 5? - Han må næsten være tættere på de 10 (ingen er svaret)

Hvem bliver forårets profil i Superligaen? - Jeg håber, det bliver mig. Ellers kan det blive Pusic.

Hvem bliver mestre, og hvem rykker ned? - FCK bliver mestre. Silkeborg og FC Vestsjælland ryger ned.

EKSTRA BLADETS DOM:
Kristian Bach Bak vinder. Der blvier skudt med skarpt mellem de to guldbejlere, men FCM-kaptajnen vinder på at køre fuld hetz på holdkammerat Erik Sviatchenko.

1 af 4 Nicolai Jørgensen tror på, at FCK vinder mesterskabet (Foto: Mikkel Tariq Khan)
2 af 4 Erik Sviatchenko er glad for de sociale medier, mener Bach ba (Foto: Privat)
3 af 4 Youssef Toutouh er glad for selfies på Instagram ifølge Nicolai Jørgensen (foto: Lars Poulsen)
4 af 4 Kristian Bach Bak elsker at spille i Parken (foto: Thomas Emil Sørensen)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere