FCN-dominans mod divisions-kandidater

Silkeborg blev domineret fra start til slut, men resultatet afspejlede det langt fra, da de mødte FC Nordsjælland i Farum

FC Nordsjællands Emiliano Marcondes jubler efter sin scoring til 1-0 hjemme mod Silkeborg. (Foro: Jens Dresling)
FC Nordsjællands Emiliano Marcondes jubler efter sin scoring til 1-0 hjemme mod Silkeborg. (Foro: Jens Dresling)

FARUM PARK (Ekstra Bladet): Der var på forhånd stort set intet, der pegede i retning af en Silkeborg-sejr i Farum, da midtjyderne gæstede Farum Park og 'Tigrene' fra FC Nordsjælland.

Den samlede målscore for de seneste tre opgør, de to hold har spillet på Farum Park, er 11-2 i FC Nordsjællands favør.

Til gengæld havde begge hold tabt de to seneste kampe, de havde spillet inden dagens opgør, og det var således to formsvage hold, der mødtes på kunstgræsset i Farum.

Silkeborg endda med en bænk bestående af kun fem af de tilladte syv reservespillere i truppen. Opgivende eller optimistisk? I hvert fald bemærkelsesværdigt for et hold, der i den grad skal bruge point, hvis de skal bevare troen på noget som helst andet end nedrykning.

Det var dog Silkeborg, der allerede efter 2 minutter var tæt på et føringsmål efter en solotur og farlig afslutning snert over mål af Nicolaj Agger.

Kort efter var det i den anden ende FCNs nummer syv, Uffe Bech, der, efter en energisk bolderobring og efterfølgende indlæg fra anfører Patrick Mtiliga, afsluttede lige forbi venstre opstander i Silkeborg-målet. En livlig start på kampen.

Nordsjælland satte sig derefter på spillet, som til tider så ud til at foregå i et alt for højt tempo til, at Silkeborg kunne følge med.

Efter 13 minutter var Joshua John så tæt på at finde Bech på midten, og et mønster var begyndt at tegne sig. Det har næppe heller gået FC Nordsjællands næse forbi, at Dennis Flinta på Silkeborgs højre back ikke var helt vågen fra kampstart.

Fire minutter senere brød en tændt Uffe Bech igennem, men afslutningen fra kantet af feltet susede lige forbi højre opstander, og man sad efterhånden kun og ventede på hvornår, ikke om, FC Nordsjælland ville bringe sig foran.

Efter 25 minutter blev Silkeborgs smalt besatte bænk så oveni testet, da anfører Thorbjørn Holst skadet måtte lade sig udskifte med årgang 96-spilleren Tobias Salquist. Dennis Flinta overtog dermed anførerbindet.

32 minutter inde i kampen burde Uffe Bech have bragt hjemmeholdet foran. En nedfaldsbold efter et hjørne faldt perfekt til angriberens venstreben, men Bech halvflugtede kuglen lige over overliggeren.

I stedet var det to minutter senere en stærkt kæmpende Emiliano Marcondes, der med både venner og fjender fik bandespillet sig vej gennem Silkeborg-forsvaret, hvorefter han kunne lægge bolden ind under en chanceløs Thomas Nørgaard i Silkeborg-målet til verdens mest fortjente 1-0-føring.

Måske i frustration indkasserede Silkebprgs Frans Dhia Putros kort efter en advarsel efter farligt spil mod Martin Vingaard.

I første halvlegs overtid var det så alligevel Silkeborg i form af Morten Beck, der var tæt på udligning, efter Patrick Mtiliga havde misset en karate-tackling på midten af Robert Skov, men stillingen forblev 1-0 ved pausen.

Fem minutter efter pausen fik FCN-keeper David Jensen så hjælp fra dommeren i en situation, hvor dommer Dennis Mogensen dømte frispark mod Silkeborgs Morten Beck efter David Jensen kom skidt ud til et indlæg. På TV-billederne lignede det dog langt fra et frispark, men snarere dårligt målmandsspil.

Mønstret fra første halvleg bestående af overvejende FCN-dominans grundlagt i deres venstre angrebsside, kun sporadisk afbrudt af enkelt løse kontrachancer til Silkeborg, fortsatte dog.

Især Joshua John blev ved at lege kispus med Dennis Flinta og var flere gange tæt på scoring.

Efter 64 minutter skiftede Silkeborg Jeppe Illum ind for en ellers acceptabelt spillende Robert Skov på højre midtbane.

Det ændrede dog ikke stort på billedet af Silkeborg som statister i en kamp, hvor det til tider lignede et FC Nordsjællands-træningspas med dertilhørende leg og spil i trekanter.

69 minutter inde brød David Moberg Karlsson så legestuen en smule med et hug udefra, men bolden røg tæt forbi højre opstander.

Minuttet efter var han der så igen, da Gudmundur Thorarinsson sendte ham afsted i dybden bag et passivt Silkeborg-forsvar, men afslutningen røg i sidenettet.

Derfor var det vel også forståeligt nok, da træner Olafur Kristjansson skiftede uskarpe Moberg Karlsson ud for landsmanden Gudjon Baldvinsson efter 73 minutter.

Det virkede på ingen måder som om, Silkeborg havde mere at give af, eller for den sags skyld som om de havde indset, at de var bagud. Daniel A. Pedersen indkasserede en advarsel, men ikke engang den synes rimeligvis at kunne anskues som et udtryk for gejst eller fightervilje.

Ud af det blå kom så noget nærmest brasiliansk kombinationsspil fra Gammelby og Agger, som dog løb ud i et hjørne. På hjørnet viste FCN-keeper David Jensen for tredje gang rystende usikkert luftspil, og han var igen heldig med at have sit forsvar til hjælp med clearing af bolden.

Godt 10 minutter før tid var en konstant farlig Uffe Bech så tæt på fortjent at øge føringen, men hans dribleturs afslutning susede lige forbi mål.

Målscorer Marcondes blev hevet ud syv minutter før tid for Hans Mulder, og kort efter lagde Joshua John en chance til rette for Martin Vingaard på kanten af feltet, som dog blev brændt på det skammeligste.

Et minut før tid var FC Nordsjælland så igen tæt på at øge, da Silkeborg-spillerne mente, de havde tid til at brokke sig over en dom. I stedet blev Uffe Bech sendt afsted på en friløber, men endnu en gang brændte Bech.

FC Nordsjælland klarede den hjem og vandt en fortjent, men alt for lille, sejr over et Silkeborg-hold, der på alle måder synes at have vendt snuden mod 1. Division.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere