FCV-træner: Jeg er stadig den rette

- Jeg har stadigvæk ideerne og jeg har fuld tro på, de er de rigtige, siger Michael Hansen, der kan konstatere, at FC Vestsjælland blot har fået et point i de seneste ni kampe

Michael Hansen har rigeligt at bekymre sig om i Superligabunden, men tror fortsat på overlevelse (Foto: Lars Poulsen).
Michael Hansen har rigeligt at bekymre sig om i Superligabunden, men tror fortsat på overlevelse (Foto: Lars Poulsen).

På banen gik det, som det efterhånden plejer at gå: FC Vestsjælland tabte. Igen. Denne gang 2-0 til FC Nordsjælland og det var endda billigt sluppet for Slagelse-mandskabet, som kunne have tabt med tenniscifre, hvis ikke det havde været for en storspillende Thomas Mikkelsen i buret.

Her er målene fra FC Nordsjællands sejr over FCV:

Også udenfor banen gik det, som det plejer efter endnu et nederlag. Sportsdirektør Jacob ’Gaxe’ Gregersen skulle redegøre for, hvorfor Michael Hansen fortsat er ansat som cheftræner i FC Vestsjælland. Et point ud af de seneste 27 mulige taler sit tydelige sprog om en klub i frit fald mod landets næstbedste fodboldrække.

Har I den rigtige mand stående på sidelinjen?

– Ja, det har vi. Vi har fuld tiltro til Michael Hansen.

– Troede jeg ikke på, at succesoplevelsen kommer, tog jeg mit tøj og gik. En ting er sikker: Der kommer ikke én flyvende ned fra himlen med en tryllestav.

Det er vel dig, der ville kunne ansætte ham med tryllestaven, forudsat du tror på, at han findes?

– Det eneste, jeg kan sige – og så bliver det jo vendt og drejet – det er, at vi alle sammen har snor, indtil vi ikke har det mere. Sådan fungerer det i en fodboldklub.

Se også: Chanceorgie i Farum – FCV tættere på nedrykning

Er det stadig et sjovt job, du har?

– Lige i nuet er det forfærdeligt, og det er det også i nat, skal jeg hilse og sige, for der får jeg ikke lukket et øje, men når jeg så møder på arbejde i morgen, har jeg følelsen af, at vi skal jage succesoplevelsen, for den kommer ikke af sig selv.

Er Michael Hansen også træner i FC Vestsjælland på tirsdag?

– Ja. Jeg kan ikke forestille mig andet, siger Jacob ’Gaxe’ Gregersen.

Michael Hansen selv erkender, at det ser sort ud, men fastslår samtidig, at han ikke har tænkt sig at kaste håndklædet i ringen.

– Kigger vi i tabellen, bliver det et meget svært bjerg at bestige, men om et par dage tror vi på, at tingene godt kan lade sig gøre.

Synes du selv, du er den rette mand til at sikre FC Vestsjælland overlevelse i Superligaen?

– Jeg synes selv, jeg er den rette mand, ja.

Ni kampe, et point – på den baggrund er det vel rimeligt at spørge dig, hvad dig får dig til at sige, at du er den rette mand til at sikre FC Vestsjælland overlevelse?

– Jeg kunne sagtens finde på rigtig mange undskyldninger, men det gør jeg ikke. Jeg har stadigvæk ideerne og jeg har fuld tro på, de er de rigtige, siger Michael Hansen, der altså fortsat har snor som FCV-træner – indtil han ikke har snor længere...

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere