Flyvende hollænder sender Sønderjyske i førertrøjen

Lyngby var uheldige med stolperne, da de blev kørt over af en hollænder i anden halvleg af fredagens Superligakamp

Masser af glade Sønderjyske-spillere. (Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Scanpix 2019)
Masser af glade Sønderjyske-spillere. (Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Scanpix 2019)

Med 26 grader hængende i luften var der fredag aften dømt sommerferiestemning på Lyngby Stadion – i hvert fald på tribunerne.

Mindre afslappende stemning var der lagt op til på banen, hvor Lyngby tog imod Sønderjyske. Begge hold var kommet fint fra land i Superligaen med henholdsvis tre og fire point efter de to første runder. Med en sejr ville gæsternes bringe sig – om end muligvis kun midlertidigt – i den gule førertrøje for Superligaen.

Kampen var da også kun tre minutter gammel, da de lyseblå gæster bød sig til. Thomas Mikkelsen i Lyngby-målet fik dog afvist med en god fodparade. Tændingen fortsatte, da kampen få minutter fik sit første gule kort. Og det gik såmænd til gæsternes cheftræner, Glen Riddersholm, der brugte lidt for store ord over for dommer Benjamin Willaume-Jantzen.

Lå og lurede
For begge hold kneb det med at komme frem til de store, åbne muligheder. Efter 20 minutter fik vi dog alligevel åbnet lidt op for chance-godteposen. Først fik hjemmeholdets Frederik Gytkjær en stor mulighed på kanten af feltet, men afslutningen blev blokeret. Derefter var det Sønderjyske-anfører Johan Absalonsens tur til at sende en lumsk flugter afsted. 

Kampen var som en Tour de France etape, hvor de to hold lå som et par klassementsryttere og så hinanden an og lurede på, hvornår den anden ville gå i et hårdt, eksplosivt udbrud. Og da stadionuret rundede den halve time, trådte Lyngby til. Men i en første halvleg med så få chancer handler det om at have både skarpheden og heldet. Og sidstnævnte svigtede i den grad hjemmeholdet, da de med kampens klart bedste forsøg måtte se indersiden af stolpen holde dem fra føringen.

Og præcis som tidligere i halvlegen svarede Sønderjyske igen. Denne gang med en appel for straffespark. Dog forgæves.

Forbandelse under opsejling
Modsat 19. etape af årets Tour de France, var der intet, der tydede på, at fredagens kamp ville blive blæst af før tid. Begge hold kom i hvert fald ud til anden halvleg.

Og her gik et ord igen fra de første 45 minutter: Jævnbyrdigt.

Lyngby truede først, men igen var Sønderjyske-forsvaret vågne og fik blokeret. Det naturlige mønster måtte så være, at Sønderjyske ville få kampens næste mulighed, og det var netop, hvad der skete, da et lop var lige med at overliste Thomas Mikkelsen i Lyngbys mål.

Det gav Sønderjyske så meget tro på tingene, at de kort efter tog føringen opsejling. Et hurtigt opspil i højre side, et fladt indlæg og en sikker afslutning fra Mart Lieder betød at de medrejsende Sønderjyske-tilskuere kunne få lov til at synge ”vi ligger nummer et.” 

En sang, der ikke er så ofte brugt på de kanter.

Så måtte Lyngby svare igen. Og det var de millimeter fra at gøre kun få minutter efter føringsmålet, men nok engang måtte de se indersiden af stolpen stå i vejen. En mulig forbandelse var under opsejling.

Flyvende hollænder

Lyngby er oprykker, men Sønderjyske efterhånden er en rutineret ræv, når det kommer til Superliga-bold. Det kom til udtryk efter 71 minutter, da hjemmeholdet blev fanget langt fremme på banen i en situation, hvor de ville have frispark. Det fik de ikke, og så var Mart Lieder pludselig alene på vej mod Lyngby målet, og hollænderen chippede den iskoldt i kassen.

Nu fløj Sønderjyske mod den øverste plads på Superligaens podie, mens Lyngby-spillerne kløede sig i skægget. Og Lieder-showet fortsatte, da han også lavede oplægget til gæsternes 3-0 mål efter voldsomt passivt forsvarsspil. Mads Albæk satte sidste fod på i en sikker SJE-sejr.

Se også: Danske brødre køber verdens ældste klub

Formel 1 - 26. jul. 2019 - kl. 18:46 Brat opvågnen: Chokerende Haas-fund

Se også: Tabte den gule trøje i vanvittigt kaos: - Han er den store vinder

1 af 11 Foto: Jens Dresling
2 af 11 Foto: Jens Dresling
3 af 11 Foto: Jens Dresling
4 af 11 Foto: Jens Dresling
5 af 11 Foto: Jens Dresling
6 af 11 Foto: Jens Dresling
7 af 11 Foto: Jens Dresling
8 af 11 Foto: Jens Dresling
9 af 11 Foto: Jens Dresling
10 af 11 Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
11 af 11 Masser af glade Sønderjyske-spillere. (Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Scanpix 2019)
11 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere