Før spøgelseskampe: Slut med 'hjemmebane-dommere'

Hjemmeholdets dommerfordel forsvinder på et stadion uden tilskuere. I Superligaen har holdene med tilskuere på lægterne i snit hentet 0,6 point mere hjemme end ude i denne sæson

Sådan bliver den nye virkelighed i Superligaen. Den resterende del af turneringen skal afvikles uden tilskuere på tribunerne. Foto: Jens Dresling
Sådan bliver den nye virkelighed i Superligaen. Den resterende del af turneringen skal afvikles uden tilskuere på tribunerne. Foto: Jens Dresling

I Tyskland kalder de det for 'Geisterspiele' - spøgelseskampe.

Fodbold uden tilskuere er som en koncert uden musik, og det bliver i de kommende måneder den nye normal i Superligaen.

Spørgsmålet er, hvilken betydning det får for resultaterne?

For fodbold er et spil, hvor publikum kan påvirke det, der sker på banen, og den berømte 12. mand er ikke bare en kliche.

I Superligaen henter holdene som i resten af fodboldverdenen flere point på hjemmebane end på fremmed græs.

I denne sæson er der blevet afviklet 23. runder med tilskuere og én uden, og for langt de fleste holds vedkommende har der været en klar forskel på at spille ude og hjemme.

Oprykkeren Lyngby har i snit fået 2,08 point på hjemmebane, men kun 0,55 på udebane. Det er en forskel på 1,53 point.

Lyngby er det hold i Superligaen, hvor der rent pointmæssigt har været største forskel på at spille hjemme og ude. Foto: Jens Dresling
Lyngby er det hold i Superligaen, hvor der rent pointmæssigt har været største forskel på at spille hjemme og ude. Foto: Jens Dresling
 

Også Randers FC (1,27 point) og de danske mestre FC København (1,24) har i denne sæson været væsentligt bedre hjemme end ude.

Det er kun førende FC Midtjylland og bundproppen Silkeborg, der har et bedre pointsnit ude end hjemme.

I Superligaen har hjemmebanefordelen i snit været 0,6 point værd per kamp. Klubbernes hjemmebanesnit er 1,7 point per kamp, mens snittet på udebane er 1,1.

Artiklen fortsætter under grafikken...

Det vidner om den klare hjemmebanefordel, og videnskaben underbygger tallene.

I 2011 udgav professor Tobias Jacob Moskowitz og journalist Lewis Jon Wertheim bogen Scorecasting.

Her undersøgte de hjemmebanens betydning i en række forskellige sportsgrene, og konklusionen var, at den var størst i fodbold.

En ting er støtten fra tilskuerne, noget andet den såkaldte dommer-bias.

Moskowitz og Wertheims refererer blandt andet til et spansk studie baseret på 750 kampe i La Liga. Her viste det sig, at i tætte kampe, hvor hjemmeholdet var foran, var tillægstiden knap to minutter.

Var udeholdet derimod foran i en tæt kamp, var tillægstiden cirka fire minutter.

Var der tale om kampe, hvor det ene hold var foran med mindst to mål, var tillægstiden den samme, uanset om det var hjemme- eller udeholdet, der førte.

I Superligaen blev senest runde afviklet uden tilskuere. Her gør FCK og Horsens klar til kamp i en gabende tom Parken. Foto: Jens Dresling
I Superligaen blev senest runde afviklet uden tilskuere. Her gør FCK og Horsens klar til kamp i en gabende tom Parken. Foto: Jens Dresling

Det er ikke tale om noget unikt spansk fænomen. Tendensen er den samme overalt i fodbold-Europa.

Moskowitz og Wertheim har undersøgt over 15.000 kampe, og udover den favorable ekstra tillægstid får hjemmehold færre røde og gule kort - også når der er taget højde for antallet af straffespark og frispark.

De konkluderer i Scorecast, at jo flere mennesker der er på stadion, jo større bias er der.

Det hænger godt sammen med en svensk undersøgelse, der konkluderer, at dommere har en hjemmebane-bias, når der er tilskuere til stede. De tilskriver det socialt pres.

Superligaen har allerede afviklet en runde med tilskuerløse kampe. Der formåede kun to ud af syv hjemmehold at vinde.

Og hvordan gik det så med første runde af de tyske spøgelseskampe? Bare Dortmund formåede at vinde på hjemmebane, mens der var hele fem udehold, der hentede tre point.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

'Ingen ulempe for os'

Horsens-manager Bo Henriksen kunne juble over tre point efter den tilskuerløse kamp mod FCK i Parken. Foto: Jens Dresling
Horsens-manager Bo Henriksen kunne juble over tre point efter den tilskuerløse kamp mod FCK i Parken. Foto: Jens Dresling
 

FC København har bare tabt en hjemmekamp i denne sæson - den tilskuerløse mod Horsens 8. marts umiddelbart inden coronakrisen satte en stopper for Superligaen.

Østjyderne vandt 1-0 i nationalarenaen, hvor københavnerne i denne sæson ellers flere gange har vendt et truende nederlag til sejr.

- Det er ingen tvivl om, at det ikke var en ulempe for os, at der ikke var tilskuere, siger Horsens-manager Bo Henriksen og fortsætter:

- Det er jo ikke raketvidenskab, at de klubber, der normalt har flest tilskuere i ryggen, får den største ulempe nu. Det siger al statistik også.

Alexander Ludwig blev matchvinder for Horsens i Parken. Foto: Jens Dresling
Alexander Ludwig blev matchvinder for Horsens i Parken. Foto: Jens Dresling

I Horsens havde man op til kampen brugt en del tid på at tale om, hvad de manglende tilskuere ville kunne få af betydning for de to hold.

Bo Henriksen gjorde meget ud af, at hans spillere skulle være verbale og sprede masser af positiv energi til hinanden.  

- De manglende tilskuere kan ikke undgå at have en påvirkning. Det kunne man også se, og det var vi opmærksomme på.

- Når det er sagt, tror jeg også på, at vi kunne have vundet med tilskuere, siger Bo Henriksen og henviser til sidste sæsons opgør i Parken, som Horsens overraskende vandt 2-1.

Han mener ikke, at de manglende tilskuere kommer til at få den helt afgørende indvirkning på, hvordan sæsonen ender.

- Klubberne i top-6 er også dem med flest tilskuere, og de vil miste stort set lige meget. For os, der ikke har så mange tilskuere, vil det betyde forholdsmæssigt mindre.

- Men hvis vi havde startet sæsonen fra scrath helt uden tilskuere, havde det da været en kæmpe fordel for de mindre klubber, siger Bo Henriksen.

Horsens har i denne sæson Superligaens laveste tilskuersnit på hjemmebane (2223), mens FC København har det højeste (14.786).

FCK's snit indbefatter dog den tilskuerløse kamp mod Horsens. Renset for den, er snittet i Parken i denne sæson 16.130.

30 kommentarer
Vis kommentarer