Frygter farvel til Superliga-tilskuere og sponsorer

Danske Fodbold Fanklubber mener, at Superligaen vil miste tilskuere og sponsorer på grund af det kommende away-kort

Tryghed frem for alt er Divisionsforeningens argument for away-kortet. (Foto: Ernst van Norde)
Tryghed frem for alt er Divisionsforeningens argument for away-kortet. (Foto: Ernst van Norde)

Til sommer bliver et nyt away-kort indført i dansk fodbold. Det betyder, at Superliga-fans, der følger deres hold på diverse udebaneafsnit rundt omkring i landet skal registreres en gang for alle.

Danske Fodbold Fanklubber mener, at det nye away-kort vil koste tilskuere i Superligaen, men det håber man ikke vil ske hos Divisionsforeningen.

- Klubberne har valgt at indføre det her, fordi de er overbevist om, at det væsentligste er at sikre tryghed på stadion frem for alt andet, og det håber vi ikke vil få tilskuere til at blive væk. Vi håber det ikke, for der er ingen grund til det. Det er et meget håndterbart system, siger formand Claus Thomsen til Ekstra Bladet.

Hos Danske Fodbold Fanklubber peger man på, at mange spontane fans vil forsvinde.

- Jeg har en søn på 10 år, som jeg nogle gange har med på udebane. Nogle gange kan han have en kammerat med, men hvis jeg skal til at forklare kammeratens forældre, at han så skal skrives op i en database for fans, så vil de måske tvivle, siger fanklubbens formand Rasmus Trenskow.

Se også: Superliga-fans: Away-kort, nej tak!

Fanklub-formanden frygter, at det vil starte en lavine, hvor nye tilskuere udebliver.

- Man beslutter sig jo ikke for at blive fan. Man er måske på værtshus med en ven, der siger, at han skal til fodbold i morgen, og så tager man med med kort varsel og bliver bidt af det. Det bliver svært fremover, siger Trenskow, der peger på, at mange nye fans måske også holder sig væk, hvis de hører om, at der er behov for en database og registreringer, for så må det jo være farligt.

I sidste ende kan de manglende fans koste sponsorer også, men Divisionsforeningens formand mener, at de forholder sig stik modsat.

- Hvis man ikke sikrer sig imod uhensigtsmæssig opførsel, så er der risiko for, at der sker ting, som sponsorer ikke vil associeres med, siger Thomsen.

Rasmus Trenskow mener derimod, at sponsorerne på den lange bane vil flygte, hvis de optræder sammen med et produkt, hvor der ikke længere er fans og stemning.

Efter planen bliver det nye away-kort indført til sommer, og så har man hele efteråret til at registrere sig, og fra vinter bliver det til et krav, hvis man vil se Superliga-fodbold i udebaneafsnittet. Kortet kommer til at indeholde oplysninger om navn, adresse, højde og foto og skal kun laves en enkelt gang, hvis du ligner dig selv og ikke vokser alt for meget.

Se også: Derfor skal Superliga-fans registreres

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere