Fynsk helt: Jeg ville hellere brække mig end juble

Mads Frøkjær havde mere lyst til at kaste op end juble efter sin afgørende scoring

Mads Frøkjær brøler glæden ud - med stor risiko for at få noget på blusen... Det afslørede han efter kampen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Mads Frøkjær brøler glæden ud - med stor risiko for at få noget på blusen... Det afslørede han efter kampen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

ODENSE (Ekstra Bladet): Han blev stribet helt i blåhvid sovs med scoringen til 2-1. Men bagefter haltede unge Mads Frøkjær som en gammel mand efter at have jublet sammen med de stribede fans.

- Jeg er helt færdig. Efter 60 minutter kiggede jeg op på uret og tænkte: Hold kæft, jeg kunne godt kaste op nu! Men jeg måtte jo prøve at holde det indenbords. Jeg er helt tømt nu, jeg skal bare op og have noget at spise hurtigst muligt, siger Mads Frøkjær.

Du var da ellers kvik nok, da du scorede til 2-1…

- Jeg tænkte godt nok, at det var lige før, jeg bare skulle stikke to fingre i halsen. Der var vel lige 30 sekunder til det, menæh… Jeg overlevede heldigvis, siger han og griner.

- Ja, jeg har lagt på spillet, ikke. Det handler om at være vågen, og når jeg ikke selv kan lægge den ind i første halvleg, når jeg driver den fra midten, så må jeg jo prøve at lukrere på, når de andre ikke kan cleare den. Jeg ærgrede mig over kun at ramme stangen i første halvleg, og det var en lettelse af den anden verden, at se bolden gå ind til 2-1. Det var en fantastisk følelse.

Hvordan er det at stå og juble, fordi nedrykning ikke længere er et tema?

- Internt har der ikke været det store fokus på nedrykning. I hvert fald ikke hos mig, det er mest ude fra fans og medier, vi er blevet skudt lidt for at ende i denne nedrykningspulje. Der var en vis risiko efter afklapsningen i Silkeborg, men altså… Jeg føler, vi er et bedre hold ene de tre andre, og så er det jo dejligt, vi kan gå ud og bevise det med sejren over SønderjyskE og nu to gange over Lyngby.

- Men jeg har ikke været nervøs, og jeg føler mest, jeg er lettet på fansenes vegne. Vi har alle forskellige grader af selvtillid, og jeg kan for min del sige, at jeg aldrig har tvivlet på det, når jeg har snakket med familie og venner. Nu kan fansene slappe af og se frem mod nogle sjove kampe, hvor vi forhåbentlig kan levere nogle gode resultater.

Thomas Mikkelsen, Lyngby-målmand:

- Nu kan vi ikke selv afgøre det. Små fejl afgør fodboldkampe, og vi bliver hårdt ramt af rødt kort og straffe til dem, og så blev det jo i den grad op ad bakke mod et pasningsstærkt hold som OB. De kører os trætte. Vi søgte at beholde det ene point, men det lykkedes desværre ikke.

Det ser ud som om, Sander Svendsens straffescoring går under dig?

- Jamen, det gør den også. Det er jo sådan, at når man kaster sig for langt, så er det svært at korrigere, når den ryger ind et sted, hvor det er lidt svært. Det er vel meget kendetegnende for vores situation, at sådan én går ind… Vi må deale med det og komme videre.

Se også: Rødt chok og straffedrama

Se også: Hjulmand klar i mælet: Det burde forbydes

Se også: Gigantfejl og tårer hos målscorer i nedrykningsdrama

1 kommentar
Vis kommentarer