Graulund hiver stjerner i retten

Peter Graulund vil indkalde sine tidligere kolleger Martin Jørgensen og Per Frimann i den sag, han har anlagt mod TV3 Sport, som sine vidner

Peter Graulund har planer om at indkalde Martin Jørgensen og Per Frimann som vidner i den retssag, han har anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver, TV3. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Peter Graulund har planer om at indkalde Martin Jørgensen og Per Frimann som vidner i den retssag, han har anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver, TV3. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

I flere år var Martin Jørgensen og Per Frimann gode kolleger med Peter Graulund på TV3 Sport.

Alle tre ansat som fodboldeksperter, der analyserer spillet på banen. Men kollegaskabet stoppede sidste efterår, da Peter Graulund blev fyret, fordi det kom frem, at han havde siddet med ved bordet i en situation, hvor FCN-kaptajnen Magnus Kofod forhandlede med klubben.

Her havde Graulund intet at gøre, og da han ikke havde fortalt sin arbejdsgiver om det forhold, røg han ud. 

Nu har Peter Graulund sat både Martin Jørgensen og Per Frimann på en liste over potentielle vidner i den sag, han har anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver, TV3 Sport.

Martin Jørgensen, der her ses i en kamp på OldBoys landsholdet, kan se frem til at blive indkaldt for at vidne i den sag, Peter Graulund har anlagt mod TV3. Foto: Anders Brohus.
Martin Jørgensen, der her ses i en kamp på OldBoys landsholdet, kan se frem til at blive indkaldt for at vidne i den sag, Peter Graulund har anlagt mod TV3. Foto: Anders Brohus.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er Jørgensen og Frimann angiveligt indkaldt, fordi de også har optrådt i andre funktioner udover ekspertrollen på TV3.

Og det mener Peter Graulund tilsyneladende kan gavne hans sag mod TV3.

Martin Jørgensen har drevet et busselskab, mens Per Frimann i en enkelt konkret situation har været bisidder for Emre Mor, da han skiftede klub.

- Hvis Peter Graulund mener, han har en sag, og det kan gavne ham, jeg skal vidne, så stiller jeg op.

- Men jeg kan sige det klart og tydeligt: Min arbejdsgiver (TV3 Sport, red.) har hele tiden været bekendt med, hvilke selskaber jeg i øvrigt er involveret i. Så jeg har intet og har aldrig haft noget at skjule, siger Martin Jørgensen.

Per Frimann skal vidne i den retssag, som Peter Graulund har anlagt mod TV3. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg er indkaldt. Men jeg har intet at skjule og møder gerne op, fastslår han. Foto: Ernst van Norde

Per Frimann er dybt forundret over, han nu skal vidne i sagen.

- Jeg aner ikke, hvorfor jeg er indkaldt som vidne. Men jeg møder op og har i øvrigt intet at skjule.

- Min arbejdsgiver har altid været bekendt med, hvilke ting, jeg har været involveret i, siger Per Frimann.