Grotesk fejl af ny målmand

SønderjyskE fortsætter nedturen, mens Randers fik forstærket top 6-håb

Highlights: Kæmpe keeper-drop, da Randers moste SønderjyskE og holdte liv i drømmen om top-6

RANDERS (Ekstra Bladet)

Defensiv stabilitet har været en mangelvare for SønderjyskE i en stor del af dette efterår. Og i jagten på at få ændret dette, havde træner Glen Riddersholm til kampen mod Randers højest overraskende valgt at droppe den ellers generelt stabile målmand Sebastian Mielitz og i stedet satse på den normale reserve Nikola Mirkovic.

Men det blev alt andet end en heldig disposition.

Med et helt i gennem grotesk drop allerede efter et kvarter satte Mirkovic nemlig Randers i gang scoringsmæssigt. Og hjemmeholdet holdt kursen mod et generelt svagt gæstehold, som endte med at blive sendt hjem med et 3-0-nederlag i bagagen,

Dermed har sønderjyderne nu spillet seks kampe i træk uden at vinde og med den kvalitet, der blev leveret mod Randers, kan Riddersholm og Co. glemme alt om top 6. Rent faktisk lignede holdet i dette første adventsopgør på en kold søndag et varmt nedrykningsbud.

Foto: HENNING BAGGER
Foto: HENNING BAGGER
 

Og det er tvingende nødvendigt for træneren at finde nogle bedre løsninger til de kommende nøglekampe mod Esbjerg og Horsens, hvis ikke holdet skal havne i et endnu dybere dynd inden julepausen.

Mirkovic´ groteske fejl – han boksede forbi bolden på et hjørnespark fra højre og den ramte ham derfor i hovedet og gik i mål - var fatal og dyr. Og det er givetvis en ringe trøst for ham, at han fik rettet lidt op på sit renomme med et par udmærkede redninger efter pausen.

Målmandsfejl eller ej, så er et overordnet faktum er, at SønderjyskE spillede en kamp, hvor mangel på selvtillid og tro på tingene strålede ud af næsten alle på banen. Der blev heller intet skabt i det offensive spil, hvorfor der stod Randers på alt fra start til slut.

Og de tre vigtige point betyder, at kronjyderne stadig hænger på i den benhårde kamp om top 6-pladserne.

Efter 1-0-føringen ved pausen handlede træner Thomas Thomasberg med heldig hånd, da han sendte Vito Hammershøj Mistrati på banen i stedet for Frederik Lauenborg fra 2. halvlegs start.

Med sin første boldberøring hamrede indskiften nemlig bolden i nettet med et fladt skud fra kanten af straffesparkfeltet til 2-0-føring, mens tilbagevendte Saba Lobjanidze til stor jubel for de 2057 tilskuere sluttede festen med 3-0-scoringen i overtiden.

Foto: HENNING BAGGER
Foto: HENNING BAGGER
 

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere