Grum brøler og rødt kort

FC Nordsjælland slog SønderjyskE med 2-0 ude. Farum-klubben scorede til 2-0 efter en brøler og fik en mand smidt ud helt til sidst

Efter et enkelt point i de to første superligakampe formåede FC Nordsjælland at vinde sæsonens første sejr, da det mandag blev til en 2-0-triumf ude mod SønderjyskE.

Kampen blev lukket kort før tid, da den lynhurtige FCN-angriber Simon Adingra opsnappede en forfærdelig tilbagelægning og nemt kunne lægge bolden i nettet.

Til allersidst var Nordsjælland tæt på at sætte yderligere trumf på, da gæsterne ramte træværket to gange, inden FCN's midtbanespiller Abu Francis blev udvist for en sen tackling. Efter VAR-tjek blev forseelsen vurderet til et rødt kort.

FCN's sejr var fuldt fortjent, for efter en livlig og tempofyldt start formåede FCN at få kontrol over bolden og dermed sætte sig på opgøret.

SønderjyskE havde svært ved at skabe de store chancer mod et som altid boldsikkert FCN-hold, som gennem hele kampen lod pasningerne flyde godt, mens hjemmeholdets spillere havde rigeligt at se til med at jagte bolden.

Med resultatet rykker FC Nordsjælland op på fire point, som SønderjyskE også har.

Kampen åbnede livligt med chancer i begge ender. Den bedste tilfaldt SønderjyskEs kantspiller Jeppe Simonsen, som headede over mål fra kort afstand.

Abu Francis blev smidt ud i slutminutterne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Abu Francis blev smidt ud i slutminutterne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

Efter den meget tempofyldte start kom der lidt mere ro på efter 20 minutter, hvor ingen af holdene formåede at komme frem til det store.

Gæsterne fra FCN sad på det meste mod halvlegens slutning og fik scoret kort før pausen, da højrekanten Oliver Villadsen sendte et indlæg i kassen efter to afslutninger.

Det helt store SønderjyskE-tryk mod gæsternes mål udeblev efter pausen, da gæsterne formåede at fjerne ethvert form for pres fra ved at holde godt fast i bolden.