FC Midtjylland formåede søndag aften at slå Sønderjyske med 2-1 trods en tidlig føring til udeholdet.
FCM havde i store dele af kampen fuldstændig styr på gæsterne - lige på nær de første og sidste fem minutter af kampen. I slutminutterne brændte Sønderjyske flere store chancer.
FCM holder i kraft af sejren guldduellen mod FC København tæt. Ét point adskiller de to hold i FCK’s favør ved indgangen til mesterskabsslutspillet.
Sønderjyske havner omvendt i nedrykningsslutspillet. Da Sønderjyske blev nummer 11 i grundspillet, kommer holdet med sikkerhed i pulje med nummer 14, som blev Vejle Boldklub.
Her har Sønderjyske dog hele otte point ned til Vejle.
De resterende hold i puljen findes senere søndag aften.
Gæsterne fra Haderslev skulle kun bruge fire minutter på at bringe sig foran i Herning ved angriber Mart Lieder, som scorede efter et forsvarskoks.
FCM tog herefter teten og fik udlignet efter hjørnespark i det 24. minut. Rafal Kurzawa stod for målet i sin hjemmebanedebut.
I anden halvleg var FCM fortsat bedst. Efter 58 minutter gav overtaget pote, da Frank Onyeka flot sendte bolden i mål med ryggen til mål.
Sønderjyske havde flere store chancer i slutminutterne, men udligningen udeblev.
Frustrationen over den manglende udligning blev til sidst for meget for Sønderjyske-træner Glen Riddersholm, der brokkede sig til en bortvisning i tillægstiden mod den klub, han tidligere gjorde til dansk mester.
I den kommende weekend indledes både mesterskabs- og nedrykningsslutspillet.
Storartet Brøndby-comeback
Liverpool stryger til tops efter sent sejrsmål
Juventus kom ned på jorden: Fornem skalp for Lerager