Guldet er IKKE afgjort endnu: - Brøndbys spillere ser trætte ud

- Parken er et svært sted at spille, og FCK kan sagtens blive det første hold til at besejre Brøndby i 27 kampe i Superligaen, mener Ekstra Bladets fodboldekspert, Stig Tøfting, der dog stadig mener, Brøndby er klare guldfavoritter

Viktor Fischer kan gøre ondt på Brøndby søndag i Parken, mener Stig Tøfting, der tror, at FCK godt kan vinde over Brøndby på søndag i Parken. Foto: Lars Poulsen.
Viktor Fischer kan gøre ondt på Brøndby søndag i Parken, mener Stig Tøfting, der tror, at FCK godt kan vinde over Brøndby på søndag i Parken. Foto: Lars Poulsen.

Det er helt naturligt, at Brøndby-lejren ikke allerede løber rundt med armene i vejret og jubler over, at guldet venter lige om hjørnet.

Selv om Brøndby er tårnhøje favoritter til at vinde titlen for første gang i 13 år, kan det sagtens kikse her ved indgangen til den sidste hektiske periode, hvor Alexander Zornigers mandskab har fire kampe og én pokalfinale på programmet.

Det mener i hvert fald Ekstra Bladets ekspertkommentator, Stig Tøfting, forud for Brøndbys tur til Parken næste søndag.

- Lad mig lige slå fast, at jeg er meget imponeret over det, Brøndby allerede har præsteret. De kværner bare derudad. Alt er gået Brøndbys vej. Det er det, fordi de har opsøgt heldet. På mange måder er det imponerende, at de syv gange i sæsonen har været bagud og siden vundet.

- De fører med fem point, og det dufter af guld, men mesterskabskampen kan i den grad åbne sig, hvis de taber mod FCK. Og det kan sagtens ske med den form, Ståle Solbakkens tropper har vist her i foråret, hvor de har vundet 10 af 13 kampe siger Stig Tøfting og uddyber:

- Jeg ved godt, at Brøndby har vundet to gange i Parken i denne sæson (1-0 i november og 1-0 i pokalen i februar). Men Parken er et meget svært sted at spille, og med den forfatning, FCK befinder sig i, har de en meget stor chance for at besejre Brøndby. Der findes vel ikke en modstander, som FCK hellere vil besejre end netop rivalerne fra Brøndby. Specielt hvis de kan sætte et kæp i hjulet for mesterskabet, påpeger Stig Tøfting.

Stig Tøfting er imponeret over Brøndbys præstationer, men han afviser ikke, at FCK kan sætte en kæp i hjulet for gulddrømmene søndag i Parken. Foto: Claus Bonnerup.
Stig Tøfting er imponeret over Brøndbys præstationer, men han afviser ikke, at FCK kan sætte en kæp i hjulet for gulddrømmene søndag i Parken. Foto: Claus Bonnerup.
 

Flere ser slidte ud
Hvis Brøndby taber i Parken, samtidig med FC Midtjylland næste mandag besejrer FC Nordsjælland, kan midtjyderne med sejr ugen efter i Brøndby gå forbi rivalerne. Så forspringet på fem point kan smuldre med en slap slutspurt.

Tøfting synes, at flere på Brøndby-mandskabet har set lidt slidte ud efter det sammenpressede program med to kampe om ugen gennem længere tid. Specielt fordi Zorniger har trukket på mange af de samme spillere i jagten på guldet. Hany Mukhtar var træt mod FCN, og Johan Larsson sled også med energiniveauet og blev skiftet ud, lige som Simon Tibbling heller ikke var i højeste gear søndag.

- I den forfatning, som Viktor Fischer og Federico Santander befinder sig i, tror jeg godt, de kan gøre ondt på Brøndby. Vi så senest for et par uger siden, hvor højt et niveau Fischer kan levere på i kampen mod Brøndby. Og hans form er kun blevet bedre i de seneste uger, mener Stig Tøfting.

Når Jess Thorup efter FC Midtjyllands 3-0 sejr over AaB havde travlt med at fjerne fokus fra sit holds position og nærmest ønske Brøndby tillykke med The Double – mesterskab og pokal – tolker Stig Tøfting udelukkende den melding som et forsøg på, at alle skal fokusere på Brøndby og ikke FC Midtjylland her før den afgørende fase i guldkampen.

- Det er rent spin, når Thorup kommer med sådan en melding lige før, Brøndby skal spille på den værste udebane af dem alle – i Parken. Det er smart, fordi han fjerner fokus fra sit eget mandskab, vurderer han.

Se også: Revser hjerteklubben: Det er FAND'ME ikke i orden, AGF

Se også: Hylder Brøndbys guldjagt, men én ting bekymrer

Se også: Hylder FCK-stjerne efter Brøndby-bank: Stinker af klasse og kvalitet

297 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere