Heldig sejr: To supermål sikrer Brøndby-triumf

Daniel Agger og Ronnie Schwartz sikrede Brøndby en sejr i en kamp, hvor hjemmeholdet dominerede, men var alt for ineffektive 

Brøndby skal ikke være utilfredse med tingenes udfald (Foto: Finn Frandsen)
Brøndby skal ikke være utilfredse med tingenes udfald (Foto: Finn Frandsen)

FARUM (Ekstra Bladet): Brøndby holder kontakt til Superliga-toppen efter en lidt heldig 2-0 sejr over FC Nordsjælland på udebane.

4166 tilskuere fik set et opgør, hvor Brøndby afgjorde tingene før pausen, på trods af, at hjemmeholdet spillemæssigt var bedst og dominerede.

Brøndby kom på vinderkurs, da Daniel Agger scorede sit første mål i sæsonen. Han kom højere end Marcus Ingvartsen på en hjørnesparksbold fra Riza Durmisi og scorede et flot hovedstødsmål. Scoringen efter en halv time var Brøndbys første reelle afslutning på mål. Forinden havde Magnus Eriksson godt nok haft et skud, men det mindede mere om en tilbagelægning.

Indskiftede Ronnie Schwartz, der allerede efter et kvarters spil havde afløst Christian ’Greko’ Jakobsen, øgede Brøndby-føringen kort før pausen.

Thomas Kahlenberg havde set, at Ronnie Schwartz var hurtig på fødderne. Lejesvenden fra Guingamp tog en hurtig beslutning og sparkede elegant bolden i en blød bue uden for David Jensens rækkevidde.

Et mål i de sidste 10 kampe siger alt om Ronnie Schwartz' tid i Brøndby, mener Ekstra Bladets fodboldkommentator Stig Tøfting (Foto: Jens Dresling) Stig Tøfting Benhårde Tøfting: Glem det, Brøndby

Snydt for mål
FCN havde heller ikke marginalerne med sig på dagen. Da Marcus Ingvartsen skød fra distancen, og Frederik Rønnow gav returbold, blev Martin Vingaard dømt offside på returbolden. En klokkeklar fejlvurdering fra dommertrioen.

FCN-kaptajnen var ikke i offside position, da Ingvartsen skød. Derved blev FCN-spillerne snydt i et opgør mod Brøndby. Det skete også tilbage i august, da Brøndby blev tilkendt et straffespark, som blev begået uden for feltet.

Det kunne også ligne et straffespark, som Jørgen Daubjerg snød hjemmeholdet for, da Frederik Holst havde fat i Bruninho. Men fløjten forblev tavs.

Riza Durmis er kommet i fornemt selskab som årets spiller i Brøndby. (Foto: Jens Dresling) Brøndby Durmisi årets spiller - dedikerer prisen til sin far

To gange på stængerne
Man skal score i sine gode perioder, hvis man skal vinde fodboldkampe. Det har altid været læresætningen og blev endnu engang understreget på Farum Park, hvor hjemmeholdet totalt dominerede i kampens første halvdel af første halvleg.

Brøndby sejlede rundt uden styring og kontrol over, hvad der skete på kunstgræsset.

De små, hurtige og letbenede FCN-spillere gav Brøndby store problemer. Specielt unge, lovende Emre Mor, der var med fra start for første gang, virkede veloplagt.

Han var første gang på spil efter seks minutter, da han tog et træk ind i Brøndby-feltet og afsluttede lige over Frederik Rønnow i målet. Det var indledningen til et massivt pres mod Brøndby-målet.

Umiddelbart efter ramte anfører Martin Vingaard den ene opstander på et skud fra distancen. Frederik Rønnow havde ikke nået den flade afslutning, hvis den havde siddet et par centimeter længere inde.

Hjemmeholdet fortsatte de lovende takter, og igen var Emre Mor med i opspillet. Han kombinerede fint i højresiden og fandt til sidst Emiliano Marcondes, der fik sin afslutning blokeret af Martin Ørnskov. Bolden ’dansede’ på overliggeren og sprang i spil igen.

Men da modgangen opstod, Brøndby kom foran, så det lidt ud som om, at de unge, urutinerede FCN-spillere slog op i banen. Og i den situation evnede den mest rutinerede Martin Vingaard ikke at løfte holdkammeraterne.

57 kommentarer
Vis kommentarer