Hemmeligheden bag Pukkis mange mål: Ham kan Brøndby takke

Den finske bomber Teemu Pukki har for alvor skudt sig i gang og nyder godt af samarbejdet angrebstræner Mark Strudal

'Åh Teemu Pukki.'

De mere end 1000 medrejsende Brøndby-fans stod stadig en halv time efter 4-0 sejren på Energi Vibor Arena og ytrede deres kærlighed til den finske topscorer.

I sidste sæson scorede angriberen ni mål på en halvsæson i foråret på et lejemål fra Celtic, men han brændte stort set også tåkrummende meget.

Se også: Vilde Pukki bombede Brøndby til første Superliga-sejr

Den seneste måned har det nærmest været en forvandlet Teemu Pukki, der har været ekstremt afgørende for Brøndby. Han scorede begge mål, da Brøndby gik videre i Europa League med 2-2 på Cypern mod Omonia. Og i går var han den store målhelt, der scorede de to vigtige mål i storsejren over Viborg, og nu er på andenpladsen på topscorerlisten med fire kasser.

I en kamp der faktisk stadig var helt åben og på vippen midt i anden halvleg ved stillingen 1-0. Men Pukki er vokset. Han har fået langt større selvtillid, og nu hakker han chancerne ind som frispilningen fra Ronnie Schwartz efter blot fem minutters spil.

Meget kan også peges i retning af det arbejde på træningsbanen med Brøndbys nye angrebstræner Mark Strudal. Den tidligere landsholdsangriber kom til Brøndby fra FC Nordsjælland i sommerperioden.

Se også: Stolt Thomas Frank: Vi genfandt skarpheden

Brøndby-træner Thomas Frank er heller ikke i tvivl om, at Strudals arbejde med Teemu Pukki nu giver bonus.

- Vi arbejder meget med ham i hverdagen, og der er ingen tvivl om, at Marks træning løfter ham rigtig meget. Det arbejde, der bliver lagt ude på træningsbanerne, kan man ganske enkelt se i den skarphed, som Teemu viser, og der er meget mere i ham endnu, siger Thomas Frank.

Han peger også på værdien i, at man har skrevet en tre-årig kontrakt med den finske angriber og fået ham ud af et sportsligt mareridt i Celtic, der pillede selvtilliden ud af ham.

- Det er første gang i hans seniorkarriere, at han sådan for alvor mærker tillid fra en træner og starter inde hver gang. Der var et tidspunkt i sidste sæson, hvor han startede inde i tre kampe i træk, og det var første gang, han havde prøvet det. Han er altså 25 år. Man kan tydeligt se, at han vokser med den tillid, lyder det fra Brøndby-bossen.

Brøndby-angriberen mærker også en anderledes ro over sig selv og i sit spil, der giver den fornødne skarphed.

- Der er ingen tvivl om, at det måske stressede helt til sidst i sidste sæson, at jeg ikke rigtig kendte fremtiden. Nu er mit hoved mere på plads, og det hjælper meget. Jeg har det rigtig godt i Brøndby, og det er dejligt at være med til at score nogle afgørende mål. Men jeg ved også, at der vil komme perioder, hvor jeg ikke scorer, så det er bare med at nyde, når det kører godt, forklarer Teemu Pukki.

Han sender også gode tanker i retning af angrebstræner Mark Strudal, der har givet ham nogle ekstra værktøjer i angrebsspillet.

- Mark har været god at få ind og arbejde med. Vi har også en god offensiv, som hjælper mig meget, som da jeg blev spillet fri ved det første mål i begyndelsen af kampen. Nu har vi fået første sejr i Superligaen, og nu skal der bygges på og hentes mange flere point, siger den finske angriber.

Se alle målene fra Brøndby 4-0-sejr her:

29 kommentarer
Vis kommentarer