HOBRO (Ekstra Bladet): Bjørn Paulsen blev manden, der skaffede et vigtigt point hjem til SønderjyskEs kamp for at holde nedrykningsstregen på afstand ved at score til slutfacit 2-2.
Men den helterolle fik han kun på grund af en dommerfadæse.
Både manden i sort selv, Peter Rasmussen, og hans liniedommer overså nemlig, at veteranen Tommy Bechmann brugte nemlig hånden i nærkamp med Anders Egholm på det indlæg fra højre, der var optakten til, at bolden havnede hos Paulsen bagerst i feltet, så han kunne sende den i nettet.
En vigtig scoring, der også pillede noget af glansen af det faktum, at hjemmeholdets Mads Hvilsom med sin anden fuldtræffer i kampen kun et minut forinden nettede for 15. gang i sæsonen.
Og dermed rykkede op som Superliga-topscorer side om side med Martin Pusic.
Point-delingen var dog et meget passende udfald af en kamp, der i 1. halvleg havde en mand, der vandrede fra rollen som uheldig helt til helt.
Det var forsvarsspilleren Søren Mussmann gik fra den ene rolle til den anden i det vigtige opgør mod Hobro. Helterollen bestod i, at han scorede det SønderjyskE-mål, der betød udligning til 1-1 kort før pausefløjtet. Her masede Mussmann sig frem i feltet i en klumpspils-situation og fik tæt under mål med hovedet sendt bolden over stregen.
Det skete 20 minutter efter, at han også havde været på spil med hovedet i eget felt.
Her fik han snittet et indlæg fra Martin Mikkelsen så uheldigt, at det blev perfekt for fremstormende Mads Hvilsom, som dermed kunne score sit første mål. Og det fordoblede han altså midtvejs i 2. halvleg – denne gang med ufrivillig hjælp fra Niels Lodberg, som bolden ramte undervejs på vej mod målet - og derfor gjorde den chanceløs for Marin Skender i målet.
Den sene udligning til 1-1 i 1. halvleg gjorde ellers, at gæsterne kom meget stærkt ud til 2. halvleg, og inden sit håndnummer skabte Tommy Bechmann med en smart vending inde i feltet en ganske god chance til sig selv. Men han fik ikke fart nok på sit skud, som Jesper Rask i Hobro-målet derfor fik reddet til glæde for de 2787 tilskuere på DS Arena.
Se målene her: