Hobro-fan slipper nådigt fra tribune-kollaps

En uheldig fan slap med et trykket ribben efter at være faldet igennem tribunen fredag aften

Foto: TV2 Østjylland
Foto: TV2 Østjylland

En mand vågner lørdag op på hospitalet, efter han fredag var gået til fodbold i Hobro sammen med sin søn.

Manden, der er inkarneret Hobro-fan, jublede efter en af nordjydernes tre scoringer mod AGF i 3-1-sejren og oplevede pludselig, at fodfæstet forsvandt under ham.

Han faldt simpelthen igennem - tre meter ned, mens en anden tilskuer lige præcis fik holdt fast i drengen, så denne ikke røg samme vej.

Det fortæller pressechef i Hobro IK Ole Kirchert Christensen til Ekstra Bladet lørdag formiddag.

Se også: Fodbold-Danmark så gerne Hobro rykke ned

- Den træplads, de to mennesker sidder på, bryder sammen, da der bliver jublet over et mål. Det tryk, den voksne mand udøver, får pladen til at knække, og han falder igennem, mens nogle ved siden af får fat i drengen, siger Ole Kirchert Christensen.

Se også: Del af tribune styrtet sammen under Superliga-kamp

Hele afsnittet har plads til 1800 mennesker, men kun den ene mand kom til skade.

Igennem dette hul faldt Hobro-fanen fredag aften. (Foto: TV2 Østjylland)
Igennem dette hul faldt Hobro-fanen fredag aften. (Foto: TV2 Østjylland)
 

Han er nu indlagt - men slipper for 'de store kvæstelser', som Ole Kirchert Christensen formulerer det. Et trykket ribben slipper han med.

- Vi beklager selvfølgelig stærkt hændelsen. Vi er rigtigt kede af, at en af vores tilskuere kommer til skade og har sendt blomster til hospitalet, siger pressechefen.

- Han er en af vores egne, og vi kender ham godt. Han er trofast og ofte med holdet på udebaneture, siger Ole Kirchert Christensen, der understreger, at sikkerheden nu får et grundigt servicetjek.

- Det er et midlertidigt afsnit, mens vi bygger om, og i begyndelsen af næste uge gennemgår vi hele afsnittet med leverandøren. Opfatter vi, at sikkerheden ikke er tilstrækkelig, finder vi en anden løsning.

- Det skal være sikkert og trygt at gå til fodbold hos os, siger han.

 Se alle scoringerne i Hobros 3-1-sejr over AGF her

0 kommentarer
Vis kommentarer