Hobro i nyt papir-koks: Taber syv kampe

Hobros næstbedste mandskab er blevet frataget samtlige point efter certifikat-bøvl

Adama Tamboura fik debut i kampen mod AGF. Dum idé, da hans spillercertifikat ikke var på plads (Foto: Ernst van Norde)
Adama Tamboura fik debut i kampen mod AGF. Dum idé, da hans spillercertifikat ikke var på plads (Foto: Ernst van Norde)

Hobro kæmper fortsat for at vinde de tre point tilbage, som de tabte på skrivebordet i Adama Tamboura-sagen.

Spørgsmålet er imidlertid efterhånden om sagen ikke mere er et symbol på en klub, hvor tingene sejler.

Nordjyske kan i hvert fald afsløre, at Superliga-klubbens næstbedste mandskab også er blevet ramt hårdt efter koks i papirerne.

I efterårets første syv kampe i Jyllandsserien, der kastede 15 point af sig, har Hobro brugt to spillere uden at have deres spillercertifikat. Hobro er nu blevet dømt som taber af samtlige syv kampe.

I ungdomsrækkerne har Hobro også mistet point på skrivebordet i efteråret, da klubbens U16-hold blev taberdømt i to kampe efter bøvl med spillercertifikater.

Det er Hobro selv, der har gjort opmærksom på fejlen, der er blevet opdaget i kølvandet på Adama Tamboura-sagen, hvor klubben har gennemgået sine procedurer omkring nye spillere.

- Det er naturligvis uacceptabelt, at der ikke har været udvist den fornødne omhyggelighed omkring disse procedurer, og vi har nu strammet op ved at flytte opgaven i klubbens administration, siger bestyrelsesformand Steen Juulsgaard fra Hobro til Nordjyske.

Kan ikke kædes sammen med Tamboura
Hobro-bossen mener ikke at den seneste sag kan kædes sammen med Tamboura-sagen. Klubben har i den sag anket videre til DBU's Appeludvalg.

Randers Freja, som havde Tambouras spillercertifikat, da den famøse kamp blev spillet har i øvrigt på sin hjemmeside kommet med en længere redegørelse for sagen, hvor klubben ganske interessant tilbageviser spekulationer om, at AGF-boss Jacob Nielsen kendte til Tambouras manglende certifikat før kampen.

- Vi har absolut ingen grund til at tro, at Jacob Nielsen skulle have været vidende om denne certifikatmangel før omtalte kamp. Ej heller havde nogen i Randers Freja skænket denne mangel en tanke, hvilket skal ses i lyset af, at Randers Freja frigiver 75-100 spillercertifikater årligt, skriver formand Lars W. Knudsen på hjemmesiden.

41 kommentarer
Vis kommentarer