Hobro-keeper stopper karrieren til sommer

Hobro-målmand Jesper Rask har valgt at stoppe som professionel fodboldspiller et år før kontraktudløb

Jesper Rask kom til Hobro i 2010 og har spillet 310 kampe for klubben. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jesper Rask kom til Hobro i 2010 og har spillet 310 kampe for klubben. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jesper Rask er i gang med sin sidste halvsæson som professionel fodboldspiller.

Fredag meddeler målmandens arbejdsgiver, superligaklubben Hobro, at Rask indstiller karrieren til sommer, et år før hans kontrakt udløber.

Rask kom til Hobro fra AGF i 2010, og den 31-årige målmand har siden spillet 310 kampe for klubben.

- Jesper vil til sommer have spillet ti år for Hobro IK og har i denne periode været en stor faktor og enorm kulturbærer for os, siger sportschef i Hobro Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

- Jesper har igennem sin tid hos os formået at udvikle og tilpasse sig den række, vi har spillet i, helt fra 1. division til 3F Superligaen. Sidste sæson i Superligaen var et godt eksempel herpå, hvor han næsten egenhændigt reddede os en sæson mere i Superligaen.

- Det er derfor med stor vemod, at vi imødekommer hans ønske om at indstille fodboldkarrieren et år før tid.

Jesper Rask og Hobro skal i aktion søndag, når Esbjerg kommer på besøg.

Kampen spilles for tomme tribuner, efter at myndighederne har anbefalet, at arrangementer med mere end 1000 personer udskydes eller aflyses på grund af frygt for spredning af coronavirus.

Det har fået Divisionsforeningen til at beslutte, at samtlige superligakampe i marts bliver uden tilskuere.

3 kommentarer
Vis kommentarer