Det har været vinterens længste transfer-historie i Superligaen.
Er Emil Berggreen på vej til norske Viking Stavanger? Den store angriber har en frikøbsklausul på 1,5 millioner kroner, og den har Viking udløst, således at det stod klubben frit for at forhandle med den 21-årige Hobro-angriber.
Men indtil videre er Emil Berggreen stadig at finde i oprykkerklubben Hobro, hvor han er rigtig glad for at være. Pengene er helt sikkert bedre i Norge hos Viking, men angriberen ved, at det ikke er det eneste, der tæller.
Derfor holder han i øjeblikket Viking hen og starter 2015 i Hobro.
Ikke sagt ja endnu
Men hvis buddet og tilbuddet består, kan Emil Berggreen beslutte sig når som helst for at flytte til den norske klub. Tidligere har Hobro talt om, at klubben frygter at miste angriberen, men nu er der lidt mere positive vibrationer fra sportschefen.
- De (Viking, red.) har budt på ham, men så vidt jeg ved, har han ikke sagt ja til noget endnu. Vi håber meget på, at han beslutter sig for at blive her, siger sportschef Jens Hammer Sørensen til nordjyske.dk.
Angriberen kom før sæsonen til Hobro fra Brønshøj, og han scorede i efteråret tre gange i 17 kampe for Hobro i Superligaen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.