På lånt tid i Danmark

Edgar Babayan knuste Randers' slutspilsdrøm, og snart ønsker han at gøre sig til på større adresser

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

RANDERS (Ekstra Bladet): Den armenske landsholdsspiller Edgar Babayan er klar til at smutte til udlandet i sommerpausen, men først skal Hobro reddes.

Han har prøvet det før og ved, at det kræver en indsats af alle, hvis superligaens 'lilleput' skal forblive i den bedste række.

Edgar Babayan ved også, at man i den nuværende situation skal være kynisk, så han var iskold, da han sikkert sparkede en 1-0 sejr hjem på et straffespark, i øvrigt til den første Hobro-sejr i ni måneder.

At det gik over barndomsklubben var bare ærgerligt.

Randers kasserede ham, da Colin Todd var bossen, og siden har Hobro nydt godt af den driblestærke fløjspiller med det gode spark.

Med kontraktudløb til næste sommer er det nu, at Hobro skal slå til, hvis ikke klubben skal ende i en ny 'Sabbi-situation', hvor en lysende stjerne kan smutte gratis.

- Jeg håber på, at Hobro vil få et tilbud, som man kan acceptere, siger Edgar Babayan til Ekstra Bladet.

- Da jeg ikke kan spille, indtil jeg bliver 100 år, må jeg tænke på mig selv.

- Der har været bud efter mig tidligere, men klubberne har åbenbart ikke budt nok, siger Edgar Babayan, der sagtens kan se sig selv i en klub 'østpå', altså i enten Rusland eller Kina.

Selv om Randers med AaB's 1-1 kamp i Esbjerg havde fået fornyet chancen for at komme i slutspillet, var det gæsterne fra Hobro, som viste størst kampmod og fighterhjerte i lokalopgøret.

Efter målet på straffe efter godt en halv time begået af Frederik Lauenborg mod Mathias Haarup blev Hobro trykket længere og længere tilbage, men uden at Randers fik skabt de store chancer.

Stadionspeakeren nåede at annoncere en udligning, men dommer Michael Tykgaard annullerede korrekt målet efter en kort snak med linjevogter Niels Høg.

- Pulsen nåede at komme op, lød det i kor fra Hobro-lejren.

Efter nederlaget var både Randers-træner Thomas Thomasberg og anfører Erik Marxen ærlige og erklærede begge, at slutspillet var røget, selv om chancen fortsat eksisterer i teorien, men det kræver en seks måls sejr i Parken over FCK, hvor man ikke har vundet i syv år.

1 kommentar
Vis kommentarer