Stortalent blev dobbelt målscorer i AaB-sejr

Kantspilleren Nicolaj Thomsen fordoblede årets målhøst, da Hobro blev sendt endnu nærmere 1. division

Nicolaj Thomsen blev den store helt for AaB mod Hobro, da favoritterne nok engang sejrede over oprykkerne. (Foto: Jens Dresling)
Nicolaj Thomsen blev den store helt for AaB mod Hobro, da favoritterne nok engang sejrede over oprykkerne. (Foto: Jens Dresling)

HOBRO (Ekstra Bladet) To scoringer i 23 kampe var Nicolaj Thomsen noteret for, inden han gik i aktion på DS Arena i det nordjyske derby.

Da han nogle timer senere forlod grønsværen var dette tal fordoblet.

Den talentfulde kantspiller med den store boldkunnen optrådte nemlig for en sjælden gang skyld i skarpretterens rolle, da bundholdet blev besejret på 2-0 – og dermed sendt et skridt nærmere en tilværelse i 1. division.

AaBerne rykkede til gengæld op på 2. pladsen takket være de tre point som Thomsens målshow udløste.

De to scoringer blev serveret efter næsten samme mønster med 13 minutters mellemrum i 2. halvleg – nemlig med træk ind i banen fra venstresiden fulgt op af beherskede, velplacerede skud i det lange hjørne hos en chanceløs Hobro-målmand Jesper Rask.

Opmuntrende på en dag, hvor der ellers ikke var så meget at glæde sig over rent spillemæssigt.

Et AaB-hold med Rasmus Würtz og et AaB-hold uden Rasmus Würtz er to meget forskellige hold. Den normale kaptajn, der mod Hobro var fraværende på grund af en skade, er blandt andet garant for, at der altid fightes optimalt og gejsten er i top.

Og begge dele var i 1. halvleg en mangelvare i denne søndags udgave af topholdet.

Se også: Ny Randers-bomber: 'Der var 50.000 dollar i hver pose'

Lukas Spalvis kom frem til en stor chance i første halvleg, men Superligaens topscorer kom ikke på tavlen mod Hobro denne søndag. (Foto: Jens Dresling)
Lukas Spalvis kom frem til en stor chance i første halvleg, men Superligaens topscorer kom ikke på tavlen mod Hobro denne søndag. (Foto: Jens Dresling)

Bundproppen startede til gengæld med masser af gejst og tro på tingene, og midlerne blev brugt til at slå gæsternes spil i stykker. Ikke meget lykkedes for AaBerne, der spillede med en sjældent stor fejlmargen afleveringsmæssigt.

Kun i et enkelt tilfælde i de første 45 minutter så man man vellykket gennemført kombinationsspil, der endte med en frispilning af ellers anonyme Lukas Spalvis, der dog misbrugte den store chance, da Jesper Rask klarede hans for dårlige skud.

Og man må endnu engang konstatere, at efterårets meget skarpe kniv har været sløv her i foråret.

Hjemmeholdets Mayron George havde forinden et skud, der snittede overkanten af overliggeren, og det var det nærmeste de kom en scoring i en halvleg, hvor de var rigtig godt med spillemæssigt.

Fra starten af 2. halvleg så man et AaB-hold, der var mere målrettede, og derfor satte sig bedre på kampen.

Men stadig var der langt mellem de spillemæssige snapse, som man blandt andet så sidst de to hold mødtes. Her fik Hobro en afklapsning på 6-0. Det kunne dog være blevet 3-0, men indskiftede Jannik Pohl misbrugte en kæmpechance, da han blev spillet helt fri i slutfasen.

Se også: Fest i overtiden: Her flår fans bukserne af AGF-helt

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere