Superliga-træner erkender: - Det havde ikke været til at bære

Allan Kuhn var lettet over, Hobro fik begrænset skaderne mod FC Midtjylland og slap hjem med livet i behold

Hobro-træner Allan Kuhn er lettet over, at Hobro fik vendt tingene og faktisk vand anden halvleg. Ellers var det blevet grimt. Foto: René Schütze
Hobro-træner Allan Kuhn er lettet over, at Hobro fik vendt tingene og faktisk vand anden halvleg. Ellers var det blevet grimt. Foto: René Schütze

HERNING (Ekstra Bladet): ‘Det var voldsomt!’ Sådan nærmest råbte Allan Kuhn, da han blev bedt om at sætte ord på sin oplevelse lørdag eftermiddag på MCH Arena.

Men det var alligevel med et smil på læben, han mødte pressen. For Hobro kom fra Herning med skindet på næsen efter en godkendt anden halvleg, der afværgede en regulær afklapsning.

- Jeg smiler ikke, fordi vi tabte 5-2. Jeg smiler, fordi vi næsten fik slettet den første halvleg fra nethinden. Det gør, at vi kan fortsætte med tro på tingene. Vi kunne have tabt 7-0 eller 8-0, hvis tendensen fra første halvleg fortsatte. Det havde ikke været til at bære, sagde Allan Kuhn og fortsatte.

- I stedet vandt vi anden halvleg 2-1, og selv om det er ligegyldigt i det store billede, så har det en enorm betydning, at gutterne viste, de ville dø for sagerne efter pausen.

Det er derimod næsten ikke til at bære for cheftræneren, at Hobro, alt efter hvordan man lige tæller, lukkede tre mål ind på dødbolde mod FCM. 

Bevares, mestrene er stærke i den disciplin, men problemet er, at Hobro nu har lukket 14 mål ind på standarder. Det er næsten halvdelen af Hobros 29 indkasserede mål.

- Det gør direkte ondt at tale om, sagde Allan Kuhn og begravede ansigtet i hænderne.

- Men vi er jo nødt til at forholde os til det. Der findes ikke andre løsninger end træning, træning, træning. Der er ikke nogen, der er mere træt af de dødboldstatistikker end jeg, men jeg synes, jeg så løsninger i vores anden halvleg, og jeg tager fra Herning med hovedet højt. Hvis ikke jeg skulle, hvem skulle så, sagde Allan Kuhn.

Næste kamp for Hobro er på søndag hjemme mod FC Nordsjælland.

Se også: Mestrene funklede: Håbløse Hobro slået i målfest

Se også: Efter kæmpe Superliga-lussing: Træner frygter ikke fyring

Se også: Storklubber jagter Superliga-profil: Så meget koster han

9 kommentarer
Vis kommentarer