I dag rykker et hold ud af Superligaen: Så mange millioner mister taberen

Silkeborg og Helsingør spiller mandag eftermiddag om at undgå nedrykning til 1. division og for at undgå en regning på et tocifret millionbeløb

Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvor meget der er på spil i kampen mellem Silkeborg og FC Helsingør. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvor meget der er på spil i kampen mellem Silkeborg og FC Helsingør. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er med kniven for struben, når Silkeborg IF og FC Helsingør mandag går på banen til det store nedrykningsbrag i Superligaen.

Efter 1-1 i det første opgør i Nordsjælland er porten lige lukt ned i 1. Division stadig pivåben for begge mandskaber.

Det er altså en regulær nedrykningsgyser, der kommer til at udspille sig på Jysk Park kl. 16:00. Vinderen får en ny playoff-chance mod nummer to fra 1. division, mens taberen er færdig i den bedste danske fodboldrække for denne gang.

Se også: Nedrykningsgys slutter i drama: Scoring dybt inde i overtiden

Forskellen på, om fodboldtilværelsen foregår i Superligaen eller 1. division, er voldsom.

Den mest markante straf for en nedrykning kommer til at vise sig på bundlinjen hos kassereren i klubben. Når kampen fløjtes af i Silkeborg, kan taberen nemlig se frem til en økonomisk lussing på et tocifret millionbeløb.

Tabte tv-penge, et fald i tilskuertallet og svigtende sponsorer er bare nogle af de streger i regningen, som mindst en af de to organisationer skal begynde at kalkulere med til næste sæson.

Så indsatsen er høj - både sportsligt og med tanke på selvopfattelsen i både Helsingør, der efterhånden har vænnet sig til statussen som Superliga-by og storsatsende Silkeborg, der på ingen måde havde forestillet sig, at der skulle spilles 1. divisionsbold på Jysk Park.

***

Katastrofe: 'Silkeborg hører ikke hjemme i 1. division'

Inden sæsonstart var det slet ikke inde i overvejelserne i Søhøjlandet, at Silkeborg IF skulle stå og stirre ned i afgrunden 2. pinsedag på det ny, flotte Jysk Park.

Men efter et forfærdeligt forår med blot tre sejre risikerer Silkeborg at tangere danmarksrekorden i Superliga-nedrykninger, som Vejle Boldklub for nuværende besidder alene med fem nedrykninger, hvis ikke Peter Sørensens mandskab spiller sig forbi ’lilleputterne’ og nedrykningsfavoritterne fra Helsingør.

En degradering til 1. division vil være direkte katastrofal for Silkeborg, der bl.a. har satset stort med sit nye stadion.

- Hvis vi ryger ned i næstbedste række, vil det koste os omkring 12-15 mio. kr. Det er mange penge, og det betyder, at vi kommer til at sadle om i Silkeborg. Vi er nødt til at tilpasse forretningen med besparelser og spillersalg, men eftersom vi jo har prøvet at rykke ned nogle gange tidligere, så ved vi, at klubben er gearet til at klare det, siger Silkeborgs adm. direktør, Kent Madsen, og fortsætter.

- Den største katastrofe vil være på det sportslige plan. Vi har i Silkeborg skabt forudsætningerne for at være en fast bestanddel af Superligaen og sagt med al respekt, så hører Silkeborg IF ikke hjemme i 1. division. Men vi ligger, som vi har redt efter et dårligt forår, og nu er selvforståelsen, at vi skal kæmpe med det yderste af støvleknopperne for at redde livet mod Helsingør i første omgang, siger Kent Madsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kent Madsen mener, Silkeborg er gearet til en nedrykning, men klubben vil komme til at sadle om i 1. division. Foto: Ernst van Norde
Kent Madsen mener, Silkeborg er gearet til en nedrykning, men klubben vil komme til at sadle om i 1. division. Foto: Ernst van Norde
 

Sidst Silkeborg rykkede ud af landets bedste fodboldrække var i sæsonen 2014/15. Dengang sikrede midtjyderne sig en tilbagevenden til Superligaen i første hug. Hvis ulykken er ude mandag, skal den historie gerne gentage sig – også selv om Silkeborg er nødt til at skrue ned for fodboldblusset på den korte bane.

- Det vil uden tvivl være målsætningen, at vende direkte tilbage til det bedste selskab, men vi har stor respekt for holdene i 1. division, ligesom vi er nødt til at sælge nogle spillere og arbejde med en smallere trup end i dag. Men vi har som nævnt taget turen ned før, så vi har indskrevet i mange kontrakter, at der vil være en automatisk lønnedgang i tilfælde af en nedrykning. Det gælder i øvrigt også min egen kontrakt, siger Kent Madsen og slår fast:

- Finansielt skal vi nok klare os, selv om vi får en økonomisk lussing, for vi har masser af gode sponsorer, og folk skal nok stadig komme på stadion. Men jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er rent sportsligt for klubben og byen at den også står på Superliga næste sæson i Silkeborg.

Ekstra Bladet: Derfor vinder Silkeborg nedrykningsduellen:

- Silkeborg har overordnet det bedste hold og de fleste individualister.

- Jens Martin Gammelby vender tilbage fra karantæne.

- Jysk Park har ikke været noget fort i foråret, men støtten fra et formodentligt fyldt stadion kan blive afgørende.

***

Suverænt mindste budget: 'En regning, der gør ondt!'

Det var noget af et eventyr, da undertippede FC Helsingør sidste sæson sikrede sig oprykning til Superligaen med en dramatisk sejr i playoff mod Viborg.

Lige siden har nordsjællænderne spillet rollen som den charmerende underdog, der imod alle odds skulle gøre et hæderligt forsøg på at undgå direkte nedrykning.

I den forgangne sæson er der da også blevet trukket på smilebåndene i de etablerede Superliga-klubber, når man har set forholdene i Helsingør, hvor stadion ligger klods op ad kystbanen og direktøren en gang imellem må stå i pølseboden, fordi der mangler en frivillig.

Men man kommer ikke uden om, at oprykkerne fra Helsingør har bidt fra sig, hvilket bl.a. har givet sejre mod FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Silkeborg. Og mere vil have mere i Helsingør, også selv om Silkeborg fik en smertelig udligning i første opgør i torsdags.

- Vi har vænnet os til tilværelsen i Superligaen, og vi har i høj grad fået skabt en fodboldkultur i Helsingør. Vi føler os som en Superliga-klub, og derfor vil det være brandærgerligt at rykke ned, selv om det var forventningen hos mange fra starten, siger direktør i FC Helsingør Janus Kyhl.

Janus Kyhl var lykkelig, da Helsingør sensationelt sikrede sig oprykning. Nu har lilleputterne fået smag for Superliga. Foto: TV3 Sport
Janus Kyhl var lykkelig, da Helsingør sensationelt sikrede sig oprykning. Nu har lilleputterne fået smag for Superliga. Foto: TV3 Sport
 

Netop fordi Helsingør på papiret har haltet så langt efter sine 13 Superliga-kollegaer, så har Janus Kyhl og co. forberedt sig grundigt på den økonomiske forskel, der er på livet i den bedste række kontra den næstbedste.

- Der er hele vejen igennem budgetteret med en sidsteplads denne sæson, og vi håber at holde omsætningsfaldet på otte-ti mio. kr. Men det er altså også en regning, der gør ondt, og vi vil skulle nedjustere en smule, fordi vi kommer til at mangle særligt tv-pengene, siger Janus Kyhl, der dog er meget fortrøstningsfuld for fremtiden.

- Helsingør har i forvejen det suverænt mindste budget i Superligaen, så vi skal nok ikke tilpasse os helt så meget som eksempelvis Silkeborg. Jeg tror, vi kan køre videre med stort set samme setup på den sportslige side og dermed gå benhårdt efter at vende tilbage til Superligaen hurtigt.

- Vi har en ambition om at etablere os stabilt i Superligaen i 2022/2023. Derfor behøver vi ikke vende tilbage i første forsøg, men jeg tror, vi har truppen til at spille med om det, da vi vil forsøge at holde fast i vores stamme. Vi har et nyt stadion klar til næste forår, rammerne er efterhånden på plads til Superliga-bold i byen og vi har netop fået B-licens til ungdomsfodbolden for første gang. Det vil med andre ord være en meget bitter pille at sluge, hvis vi rykker ned nu!

Ekstra Bladet: Derfor vinder Helsingør nedrykningsduellen:

- Det er forkert at påstå, Helsingør ikke har noget at tabe, men ingen havde forventet, oprykkerne ville redde Superliga-livet.

- Lønstrups tropper har ramt en opadgående formkurve på det helt rette tidspunkt.

- Brasilianer-banden med Matheus, Douglas og Tontini, krydret med pæredanske Nicolas Mortensen, kan gøre ondt på et svagt Silkeborg-forsvar.

Giv selv din mening til kende herunder:

Se højdepunkter fra første opgør i Helsingør her:

Læs også:

Michael Gravgaard fortæller om tiden som kræftpatient. Foto: Mikkel Berg Pedersen Sport og Spil Eks-landsholdsspiller kræftfri: Jeg blev bange for at dø

Se også: Superliga-profil i kækt væddemål: Det kan blive pink

Se også: Superliga-spiller kan rykke ned for fjerde gang

Se også: Randers tager vigtigt skridt mod overlevelse

14 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere