Brøndby og AGF har fået en forfærdelig start på sæsonen, men der er ingen grund til panik. Endnu i hvert fald!
Et kig i Superligaens historiebog viser, at man trods en dårlig start på sæsonen sagtens kan ende i mesterskabsspillet.
De seneste fem sæsoner har Superligaen opereret med slutspil.
Alle fem år har der blandt de seks klubber i mesterskabsspillet været mindst en klub, der kom dårligt fra start.
I sæsonen 2016/17 havde FC Nordsjælland og SønderjyskE henholdsvis tre og to point efter fem kampe, men endte alligevel i top-6.
Sæsonen efter var det AaB, der trods en dårlig start på sæsonen (tre point efter fem kampe) kom i mesterskabsspillet.
OB endte i 2018/19 som nummer tre i grundspillet efter kun at have hentet ét point i de første fem kampe.
AGF fik en forfærdelig start på 2019/20-sæsonen med bare to point efter de første fem runder, men endte med at vinde bronze.
I sidste sæson lå både FC København og Randers FC med fire point uden for top-6 efter den første håndfuld kampe, men nåede mesterskabsspillet.
I de første fire sæsoner blev der spillet 26 kampe i grundspillet, men før sidste sæson blev strukturen ændret.
Med kun 12 hold bliver der spillet 22 runder, inden ligaen deles i to.
Derfor har Brøndby og AGF 'kun' 17 kampe til at indhente det forsømte.
Ingen af de to klubber har vundet i denne sæson. De forsvarende mestre har tre point på tiendepladsen, mens AGF er noteret for to point.
Lige nu indtager AaB sjettepladsen med fem point, men nordjyderne har blot spillet fire kampe.
De møder mandag aften bundproppen Vejle.