Internationale medier valfarter til Herning

Hele verden kigger med, når FC Midtjylland åbner Superligaen efter coronapausen med drive-in-fodbold mod Horsens

At folk må se fodbold fra deres biler i stedet for på lægterne på MCH Arena er ikke den eneste ændring, når Superligaen genstarter. Ekstra Bladets dommerekspert Benjamin Leander gennemgår her alle de nye tiltag. Video: Tariq Mikkel Khan/Redigering: Martin Ekelund & Maya Westander

Det kan man da kalde BIL-letsalg!

Da FC Midtjylland tirsdag middag åbnede for reservationer til drive-in-fodbold, blev de første 700 parkeringspladser allerede booket i løbet af to timer, og da kommerciel direktør Jacob Jørgensen forlod ulvebunkeren kl. 20, var der reserveret plads til 1000 biler til et heftigt corona-comeback mod Horsens 1. juni.

Det er frem til fredag sæsonkortholdere, der gratis har mulighed for at booke en af i alt 2000 P-pladser uden for MCH Arena, og med en fire-fem stykker i hver vogn er det jo lige før, FCM kan sætte stadionrekord – selv om der er totalt lukket for tilskuere inde på lægterne.

Interessen har været voldsom, og store tv-stationer som Al Jazeera og BBC har ydmygt anmodet om akkrediteringer til parkeringspladserne 2. pinsedag.

- Pudsigt nok har ingen fra de medier bedt om at blive akkrediteret til kampen. Den rager dem vist langsomt – det er alt det udenfor, der er interessant, fortæller kommerciel direktør Jacob Jørgensen.

Nyheden om midtjydernes drive-in-ball har været vidt omkring. Medier fra Australien over Japan, Washington Post, The Guardian og SoccerBible for nu at nævne en lille håndfuld har været igennem over Skype for at berette om ulvenes tiltag, der sådan set startede med et lystigt forslag fra nogle fans – og en flaske rødvin.

- Nogle fans henvendte sig til vores marketingdirektør Preben Rokkjær, der en fredag aften diskuterede muligheder med sin kone over et glas rødvin og måske et til, og ideerne blev bedre og bedre. Mandag præsenterede han dem så, og folk sagde bare: Det er skørt nok, det gør vi!

FCM sætter penge til på arrangementet, men om det bliver 100.000 kr. eller en kvart million, ved man først efter kampen. Kampen mod Horsens bliver vist på tre storskærme, hvor de to største er på ca. 100 kvadratmeter. Lyden kommer over bilradioen, og det er naturligvis ikke tilladt at bruge båthornet undervejs…

- Der er jo noget med færdselsloven, men det er da klart, at når vi scorer, så kan nogen måske ved et uheld komme til at tabe en albue ind over ratstammen, vurderer Jacob Jørgensen.

- Nu må vi se, hvordan det spænder af. Hvis det bliver en succes, vil vi da overveje at gentage det, men lige nu og her handler det om at skyde Superligaen i gang, det er livsvigtigt at holde gang i forretningen og række ud mod vores sæsonkortholdere, sponsorer og fans. Vi kan jo godt li’ at gøre noget, ingen andre gør, siger Jacob Jørgensen.

Så må man jo bare håbe for de lokale, at bilkortegen ikke ender i Bach Bak-gear…

Se også: Coronatest koster FC Midtjylland en halv million

Se også: Skadet talent går glip af FC Midtjyllands guldjagt

Se også: Snød Premier League-klubber med rekordbud

69 kommentarer
Vis kommentarer