Joker med J-dag: Men virkeligheden er en anden

Rasmus Minor flækkede et øjenbryn til træning, og han spiller med en støddæmper, der flere gange har reddet ham fra nye hovedskader

Rasmus Minor header væk for snuden af Bashkim Kadrii i kampen mod OB. Den højre tøsing fra Hobro har allerede haft tre alvorlige hjernerystelser i karrieren.

Tre grimme hjernerystelser kan naturligvis skræmme selv den kækkeste, og Rasmus Minor indrømmer da også blankt, at han i sommer var tvunget til at overveje, om prisen var ved at blive for høj.

Sidste weekend stillede Hobros 198 cm høje fyrtårn til start i Odense med et flækket øjenbryn og tilhørende solid tilplastring allerede inden kampen mod OB.

- Det har jo lige været J-dag, siger han og griner, inden han trækker den alvorlige mine på:

- Nej, jeg headede ned i en medspiller til træning og har flækket øjenbrynet. Det er åbenbart mit hoved, der er min akilleshæl, men det er okay. Jeg spiller med et pandebånd, der tager fra, og det har jeg allerede haft brug for et par gange. Indtil videre har det hjulpet mig.

12. maj blev han ramt hårdt i hovedet i den første nedryknings playoff-match mod Vejle. Vladen Yurchenko ramte den høje Hobro-stopper i hovedet i kampens første minut, og den godt byggede mand fra Tåsinge måtte forlade banen på en båre.

Først to måneder senere var han klar til at spille igen.

- Den første måned havde jeg konstant hovedpine og gik ligesom inde bag en væg ude af stand til at gøre ret meget – jeg kunne f.eks. ikke hjælpe til med børnene. Og opvasken… Det sidste var så til at leve med.

Men selv den kan man savne?

- Ja, dét kan man. Det gælder også om at komme lidt i gang med noget aktivitet, så meget man kan. Men det er hele tiden en hårfin balance, siger den 31-årige tøsing.

Rasmus Minor spiller med et pandebånd, der allerede har reddet ham fra hovedskader i flere tilfælde. Alligevel stillede han til start i Odense med et flækket øjenbryn. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Rasmus Minor spiller med et pandebånd, der allerede har reddet ham fra hovedskader i flere tilfælde. Alligevel stillede han til start i Odense med et flækket øjenbryn. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

- Nu har jeg haft tre rimeligt alvorlige hjernerystelser. Men jeg er ved godt mod og tænker ikke så meget over det, og det hjælper hjelmen mig med.

Men hvad tænker du så, når rapporterne fra udlandet bliver publiceret?

- Jeg ser rapporterne fra NFL og NHL, hvor de er lidt længere fremme med forskning i hjernerystelser. Jeg tror, at efter tre-fire stykker får du simpelt hen ikke lov til at spille længere, så det er noget, der skal tages alvorligt. Nu var der også et par hovedskader i kampen mod OB, og det giver alligevel et lille sug i maven hver gang. Det skal man tage meget seriøst.

Kan du lægge det fra dig, når du spiller?

- Ja, det kan jeg. Ellers var jeg stoppet i sommer efter min sidste hovedskade. Jeg har haft gode snakke ikke mindst med den helt tætte familie, jeg har talt med dygtige fagfolk og staben omkring holdet.

- Klubben har været rigtigt tålmodig, og det har været en rigtig fin proces – men man skal hurtigt gøre sig klar, om man kan eller ikke kan spille videre. Det dur ikke at være bange og slet ikke, når man som jeg er midterforsvarer og både skal heade bolde væk og også helst score. Det går ikke, at man går og holder igen.

Se også: Mikkel efter comeback: - Betød meget for mig

Se også: Tre franske missiler i hovedet: Derfor hidser dansk profil sig op

Se også: Søs brugte 60.000 kr. på sin hjerne

 

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere