Jubler efter Superliga-chok

Bo Henriksen drev sine Horsens-spillere frem til en ny opsigtsvækkende sejr

Bo Henriksen og Horsens har stor succes med at spille foran tomme tribuner. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Bo Henriksen og Horsens har stor succes med at spille foran tomme tribuner. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

HERNING (Ekstra Bladet): Bo Henriksens bemærkning faldt med et kæmpesmil.

- Jeg har sagt til min direktør, at han i Divisionsforeningen og DBU skal stemme for, at vi fremover spiller uden tilskuere i Superligaen, jodlede AC Horsens-træneren veloplagt efter sejren over FC Midtjylland.

Inden corona-nedlukningen vandt Gule i Parken efter en stærk indsats. Og genstarten blev lige et nøk bedre med en meriterende triumf hos topholdet, FC Midtjylland.

En sejr som Bo Henriksen nærmest drev frem fra sidelinjen. Hans ihærdige røst på sidelinjen pumpede energi ind i spillerne og løftede dem, når det kneb. Som en messende hypnotisør der pumpede vilje ind i sine subjekter med hvert brøl.

Den stil er velkendt. Men i en tom kulisse kommer det til at dominere alt.

Og det har nu sænket de to største hold.

- Til sidst bliver det selvfølgelig et bombardement, men i det store hele holdt vi FC Midtjylland fra de store chancer, og vi får igen en oplevelse af, at vi kan slå hvem som helst, sagde Bo Henriksen og løftede sløret for sine principer.

- Vi laver fejl, masser af fejl. Jeg siger ikke et eneste negativt ord til spillerne, og det er der heller ingen af dem inde på banen, der gør. Der er ingen der bliver bedre af at blive slået i hovedet, siger Bo Henriksen.

Næste weekend kommer Brøndby til Casa Arena. En sejr mere og Gule vil stå enormt stærkt før nedrykningsslutspillet.

Se også: Utrolig nedtur i Herning

Se også: Sensation i Parken: FCK sendt til tælling

Se også: FCM-profil: - Latterligt

15 kommentarer
Vis kommentarer