Kæmpe brølere og drama til sidst

Esbjerg misbrugte straffespark og tabte for første gang med Claus Nørgaard ved roret

Highlights: Store forsvarsfejl blev udslagsgivende, da SønderjyskE slog Esbjerg i højintenst opgør

ESBJERG (Ekstra Bladet): Først serverede Johan Absalonsen sæsonens måske største afbrænder, men senere kunne SønderjyskE-anføreren ånde lettet op.

For andre på holdet havde sigtekornet bedre indstillet, og derfor vandt Riddersholm-tropperne for anden gang i træk og dermed et hold for alvor kommet på top-6-kurs.

2-1 blev det i et ganske dramatisk sydvestjysk derby mod Esbjerg med blandt andet misbrugt straffespark af hjemmeholdet, som dermed tabte for første gang med Claus Nørgaard som cheftræner.

Ofte udskældte Mart Lieder var manden, der satte sejrskursen for SønderjyskE. Med hjælp af en anden kæmpegave fra værterne. Rodolph Austin var giveren, da han kiksede en tilbagelægning og i stedet spillede hollænderen helt fri.

Og han svigtede altså ikke i den direkte duel mod Jeppe Højbjerg i Esbjerg-målet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Rodolph Austin satte Sønderjyske i gang med en håbløs aflevering. Foto: John Randeris
Rodolph Austin satte Sønderjyske i gang med en håbløs aflevering. Foto: John Randeris
 

2-0 blev det, da Stefan Gartenmann headede et flot oplæg fra Rilwan Hassan i nettet.

Et kvarter før tid kunne Esbjerg have skabt spænding, da Alexander Bah fældede indskiftede Mohammed Dauda i det kriminelle felt.

Men den finske Messi, Joni Kauko, sendte forsøget fra 11-meter-pletten over målet,og ærgrelsen over det blev nok større, da det trods alt  lykkedes for Yuri Yakovenko at reducere i overtiden.

Det udløste et slutpres, men altså ingen udligning.

I to andre tilfælde appellerede Esbjerg også for straffespark. Først i 1. halvleg, da en liggende Kees Luijkx to gange blokerede en afslutning fra Adrian Petre. I det ene tilfælde med armen som hjælper, vurderede vestjyderne. Og det gjorde de også i 2. halvleg, da Patrick Banggaard blokerede et skud.

Men i begge tilfælde vurderede dommer Sandi Putros altså, at der ikke var tale om strafbare handlinger.

Det faldt naturligvis ikke i god jord hos hovedparten af de 3718 tilskuere på Blue Water Arena.

Under alle omstændigheder var det en fuldt fortjent sejr til gæsterne, der var klart bedst indtil slutfasen og burde have været foran allerede ved pausen.

Men flere gode chancer blev altså misbrugt. Den største af Johan Absalonsen allerede efter syv minutter, da han fik serveret en fornem aflevering fra Mart Lieder, som han blot skulle sætte indersiden på og skubbe over stregen.

Han gjorde dog noget, der udefra set var sværere – nemlig sparkede den over målet.

Stærkt spillende Marco Rojas havde også en nærgående afslutning, ligesom Lieder måtte se sig tacklet i skudøjeblikket, da han ellers havde rykket sig helt fri.

Se også: Derfor er verdensstjerne til derby i Brøndby

Se også: Modig træner: Vragede stjerne i AaB-triumf

Se også: FCK's fartdjævel lægger sig fladt ned

14 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere