Kæmpe succes i ny rolle

Søndag besejrede AaB bundproppen Silkeborg 2-0, hvor især en brandvarm Kasper Kusk i rollen som angriber med to kasser sørgede for højt humør på udebanetribunen

Iskolde Kusk sikrede Aab sejren. Video: Discovery

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Bundproppen Silkeborg tog søndag imod AaB i Søhøjlandet. Trods silende regn og varslingen om stiv kuling - arh, måske nok snarere bare kraftig blæst - med vindstød på 21 sekundmeter, ja, storm eller ej, så kunne der såmænd uden problemer spilles Superliga-bold på Silkeborgs kunstgræsbane. 

Her var plastikunderlaget dæleme et plus.

Efter et rædsomt efterår skulle Superligaens agterlanterne, Silkeborg, nu forsøge med et par nye ansigter i startopstillingen at jagte den 13. plads, der unægteligt efter Grundspillets resterende seks runder kan gøre livet bare en anelse mindre mismodigt i det snarlige Gruppespil.

De aalborgensiske aspiranter til Mesterskabsspillet skal til gengæld i foråret klare sig uden Mikkel Kaufmann og Oliver Abildgaard, der begge har forladt AaB-skuden i vinterens transfervindue - under alle omstændigheder skulle der point i hus i forårets første opgør mod ligaens nummer chok.

Solid Silkeborg-start
Silkeborg lagde bedst fra land: Og AaB-målmand Jacob Rinne blev allerede testet i kampens indledning. Silkeborg-træner, Kent Nielsens, tropper sad på spillet det første kvarter, mens gæsterne i starten lukrerede på kontra.

Det offensive es i AaB’s front Kasper Kusk var dog tæt på at opsnappe en farlig stikning i det 16. minut, men hjemmeholdets snarrådige keeper, Rafael Romo, kom hurtigt ud af sit mål og fik afværget en potentiel katastrofe på kanten af feltet.

Kasper Kusk omringet af Silkeborg-spillere. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Kasper Kusk omringet af Silkeborg-spillere. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Chancen var et øjeblikkeligt varsel om, at AaB var i gang med at kæmpe sig tilbage i opgøret - ikke længe efter var udeholdets Iver Fossum nemlig med et hovedstød tæt på at bringe gæsterne i front, men AaB-aktionen på kanten af det lille felt manglede både saft og kraft, mens Romo derfor igen var på pletten Silkeborgs sidste, sikre skanse.

AaB-anfører, Lucas Andersen, hamrede et frispark på kanten af feltet i Silkeborg-muren, så kuglen røg ud til hjørnespark - ellers en stor chance til gæsterne, der for alvor havde taget teten.

Hjemmeholdet kæmpede nemlig pludselig med at få spillet til at hænge sammen - eneste højdepunkt for hjemmeholdet, der var sat under pres i 1. halvleg, var Svenn Crones afslutning, der susede tæt forbi mål.

Brandvarm Kusk
Det skortede på store AaB-chancer i opgørets første 45. minutter, så træner Jacob Friis givetvis har talt med store bogstaver i pausen. For Kusk, der i dagens anledning havde skubbet Tom van Weert ud på kanten, sørgede for en kanonstart på 2. halvleg.

Kusk tog nemlig en lang, høj aflevering fra AaB-bagkæden ned - med en ren kattepote - efter at have overrumplet Silkeborgs midtstoppere med et snedigt løb i dybden. AaB-angriberens tekniske formåen gjorde forskellen, og kuglen blev køligt sparket fladt forbi Romo i Silkeborg-målet.

Hjemmeholdet blev taget på sengen, AaB-fansene jublede og målscorer Kusk, i øjeblikket rent taktisk bliver prøvet af som decideret angriber, blev straffet med gult for at høvle bolden i op i luften i ren og skær glæde. Dumt, fordi AaB-profilen nu har karantæne i næste kamp mod Brøndby.

Stor glæde ved 0-2 målet af Kusk. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Stor glæde ved 0-2 målet af Kusk. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Et kvarter senere blev brandvarme Kusk endda dobbelt målscorer, da han på et snedigt oplæg fra Lucas Andersen igen udplacerede Silkeborg-keeperen.

2-0 til AaB.

Junior Brumado, der er hentet til Silkeborg som erstatning for topscorer Ronnie Schwartz, fremviste indledningsvist solide takter på grønsværen, men farlig blev det ikke. 

Brasilianeren brændte tilmed en kæmpe chance med knap et kvarter igen: På et hjørnespark stod han klar ved bagerste stolpe, og lidt tilfældigt endte bolden hos Brumado, der forsøgte at dirigere den i kassen med låret - men meget symptomatisk misbrugte han muligheden.

Sådanne afbrændere er der bare ikke råd til som bundprop, selvom der i opgørets resterende minutter blev kæmpet bravt.

AaB nappede tre sikre point søndag og indtog dermed femtepladsen i tabellen med 31 point, mens Silkeborg også i denne omgang måtte give fortabt som den tvivlsomme titel som nummer chok.

Se også: Irriteret over afblæst premiere: - Troede, at det var en joke

Se også: SLUT: AaB-profil blev helten

Se også: Tv-tjeneste gik i sort: 'Kom nu ind i kampen'
 

7 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport