Kæmpe tv-mavepuster til Brøndby: Seerne flygtede fra Lyngby-kamp

Skrækmåling af seerinteressen for Brøndbys søndagskamp på Canal 9

Var du en af de mange, der ikke så kampen, kan du se højdepunkterne her. Video: Discovery Networks Danmark.

Brøndbys popularitet blandt tv-seerne led et kæmpe knæk i weekenden.

En chokmåling foretaget af Kantar Gallup viser, at seertallet til søndagens kamp mellem Brøndby og Lyngby blot trak 36.000 seere, hvilket ganske enkelt er rystende lavt.

Brøndby er normalt tv-stationernes sikre kort. Omkring tre millioner seere så i efteråret de blå-gules Superliga-kampe i tv - et snit på 150.000. AC Horsens og Lyngby trak i snit 48.000 seere.

Set over hele sæsonen sender de 36.000 seere Brøndby-Lyngby ned blandt de 25 kampe med færrest seere, og Brøndby-kampen blev således også overgået af OB-Silkeborg, der kort forinden blev sendt på Eurosport 2 med langt færre abonnenter end Canal 9.

Discovery Networks, der står bag Canal 9, er udfordret efter nytår, hvor YouSee har valgt at sparke selskabets kanaler ud af sine programpakker. Det har gjort ondt på Discovery Networks, der ifølge Kantars målinger har mistet omkring halvdelen af sine seere hen over nytår.

Helt så dramatiske har tallene imidlertid ikke været på selskabets sportsrettigheder.

Seertallene til Superliga-kampene på Eurosport 2 har stort set været uforandrede omkring 30-40.000 efter nytår, og der var 37.000 til OB-Silkeborg søndag.

Canal 9 er til gengæld hårdt ramt af YouSees manøvre, hvor kanalen indtil nytår indgik i den såkaldte mellempakke.

Seertallene til Silkeborg-FC København dykkede til 67.000 sidste weekend, hvor det i efteråret var normalt med omkring 100.000 seere på Canal 9 til kampe på samme tidspunkt.

Det er også Canal 9, der lagde flade til de rystende seertal til Brøndby-Lyngby, hvilket tegner omridset af en trend. For et år siden var der 96.000 seere på Canal 9 til FC Nordsjælland-Brøndby.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar til seertallene fra Discovery Networks. Men her ønsker man indtil videre ikke at kommentere seertallene fra Brøndbys kamp mod Lyngby i søndags.

Se også: Tøffe: De har været Superligaens største skuffelse

Se også: Skarp Santos om politisag: Jeg er ikke bekymret

Se også: Barcelona taber El Clásico - Braithwaite uheldig ved første mål

290 kommentarer
Vis kommentarer