Kæmpe VAR-drama i Odense

OB sprudlede mod AaB, men fynboerne måtte takke VAR i overtiden for en annulleret AaB-scoring

AaB's sene udligning blev annulleret i VAR-vognen. Foto: Claus Fisker
AaB's sene udligning blev annulleret i VAR-vognen. Foto: Claus Fisker

Det endte i VAR-drama i overtiden og en annulleret scoring til AaB i en kamp, som OB dominerede og burde have afgjort længe inden, det hele endte i fynsk ærgrelse – og ufattelig lettelse.

OB vandt 1-0 og kan stadig udfordre i kampen om syvendepladsen.

Fodbold er et simpelt spil. Man skal bare mase på i 45 minutter og så vente på, at målmanden knalder en lang bold op i skallen på en høj medspiller, der flækker kuglen videre med hovedet og  bum! Så napper angriberen byttet og sender lettere halv-akrobatisk bolden ind til 1-0 i overtiden.

Nogenlunde sådan gik det til, da Bashkim Kadrii efter 45 minutter og 36 sekunder langt om længe fik gardinerne til at blafre i Odense. Sayoba Mandé sendte nok engang et udspark højt op af banen, garderhøje og lidt til Ayo Okosun headede kuglen over den vakkelvorne AaB-defensiv, og så kunne Bashkim Kadrii passere Jacob Rinne.

Ivorianeren kan vel notere sig for en halv assist… Ros a la Mandé!

Ægte pøbelfryd uden dåseåbner på en råkold aften i den fynske hovedstad, hvor OB og AaB gav folket en livlig fodboldkamp med sang i ga’erne og gang i sa’erne i begge ender. Mest i den nordjyske!

Bashkim Kadrii jubler efter at have bragt OB foran 1-0 i første halvlegs overtid. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Bashkim Kadrii jubler efter at have bragt OB foran 1-0 i første halvlegs overtid. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

AaB’s tremandsforsvar blev hurtigt forvandlet til en fem-mands kæde, men der var livlig trafik i begge ender. Bashkim Kadrii var på færde ti minutter før pausen, men da traf han kun stolpen, og Issam Jebali fik ikke styr på riposten.

Ayo Okosun fik en tilfældig – men enorm – chance allerede i det 13. minut, da kuglen efter hjørnespark fistrede gennem AaB-forsvaret. Den kom pludseligt til OB’eren, der trampede i læderet med sålen og tvang Daniel Granli til en ekvilibristisk brysttæmning med efterfølgende tømning i form af et befriende los i retning mod Middelfart.

AaB havde modsat pæne tilbud til Kasper Kusk og Lucas Andersen i starten af kampen, der for to klubber med udtalte top seks-ambitioner vel handlede lidt om kejserens skæg. Men syvendepladsen giver dog en chance for at komme ud i Europa efter sommer.

Værterne med otte point ned til Lyngby har vel smidt de værste bekymringer i forhold til nedrykning og kom i hvert fald frisk over det, der efterhånden ligner en odenseansk fodboldbane.

Folket skreg på straffe, da Mads-Kristoffer Kristoffersen kort efter pausen konfererede med kollegerne i VAR-vognen efter en Magnus Christensen-hånd på kuglen i duel med Issam Jebali, men AaB’eren og kollegerne slap med skrækken – dommeren med en pibekoncert, man næsten havde glemt eksistensen af under corona-nedlukningen.

OB fortsatte efter pausen i et massivt tryk på AaB, men en helt fri Kasper Kusk fik dog i en kæmpe chance for at  balancere resultatet et kvarter inde i halvleg. Hans forsøg strøg fladt forbi den fjerne stang.

Som sagt, der var masser af chancer i et livligt opgør, som vel var OB’s bedste indsats i lang tid – i hvert fald med Michael Hemmingsen på bænken. Og de fortsatte med at sende angribere på banen i form af sputnikken Mikkel Hyllegaard og senere Emmanuel Sabbi.

Hyllegaard fik en ordentlig ishockeytackling i kontra ude ved sidelinjen kort før tid, men Daniel Granli slap ustraffet fra manøvren, der rent faktisk også gav fynboerne chancen for at hamre sømmet i resultatet – men uden effekt. Det skulle blive dyrt!

AaB investerede naturligvis de sidste kræfter i slutfasen, og Tim Prica kunne i fire minutter overtid banke udligningen ind. Men så satte VAR ind. Offside i indlægget og kassen annulleret. På en måde retfærdigt – selv om vi ikke spiller med det…