Hvis der stod 0044 i displayet, gav det pund-tegn i øjnene hos Superligaens sportsdirektører.
Engelsk interesse for en spiller får automatisk prisen til at stige, men opkald fra interesserede engelske klubber bliver i fremtiden en sjældenhed.
For med Storbritanniens udtræden af EU bliver det nærmest umuligt for spillere at tage springet direkte fra Superligaen til engelsk fodbold.
Brexit betyder, at EU-borgere ikke længere får særbehandling.
Danske spillere skal nu opfylde krav i et sindrigt pointsystem, og det gør det tæt på umuligt at komme til England - medmindre man er landsholdsspiller, eller ens klub er i Champions League.
- Der er ingen tvivl om, at det er blevet markant sværere for spillerne at komme til England, og det får naturligvis også en effekt for de danske klubber, siger Michael Stensgaard, der er agent i firmaet People in Sport.
Den tidligere Liverpool-målmand har i tidens løb været med til at sende mange spillere - både unge og lidt ældre - til de britiske øer, men fremover vil turen til England for de fleste kræve en mellemstation i et andet land.
For Superliga-klubberne bliver konsekvensen af Brexit efter alt at dømme færre transferindtægter.
En ting er, at engelske klubber groft sagt vil være afskåret fra at købe spillere i Danmark. Noget andet er, at klubberne ikke længere kan bruge 'engelsk interesse' til at presse prisen på en spiller op.
- Det handler om udbud og efterspørgsel. Når du fjerner et vigtigt ben i efterspørgslen, kan det ikke undgå at få en negativ indvirkning, siger Michael Stensgaard.
Bliv klogere på de nye regler i denne Plus-artikel, hvor du kan finde ud af, hvorfor Jonas Wind kan skifte til Premier League, mens England er et lukket land for Brøndby-profilen Jesper Lindstrøm.
'Jobbe' er ude - men Wind kan forfølge drømmen
Han peger på, at lande som Holland og Belgien vil blive endnu mere attraktive for danske spillere.
De to landes ligaer er i det engelske pointsystem begge rangeret i andet lag, mens Superligaen er helt nede i femte.
Det giver ti af de nødvendige 15 point bare at være i en hollandsk eller belgisk klub, mens der kun er fire point at hente i Superligaen.
FC Nordsjælland er en af de klubber, der traditionelt sælger flest spillere til udlandet.
Nu er England ikke et land, som nordsjællænderne har sendt mange spillere til, men der er ofte engelske scouts på stadion i Farum.
- Det er ikke sådan, at vores forretning er lagt an på at sælge til England. Men vi har mærket, at der over det seneste års tid eller to også er kommet interesse derfra.
- Det er stadig meget nyt, men indirekte kan det nok godt komme til at betyde noget for prisen på spillere, siger Jan Laursen, sportschef i FC Nordsjælland, til Ekstra Bladet.
Han mener dog også, at de nye regler fører noget godt med sig.
Det kan ifølge Laursen være en god idé at tage vejen til engelsk fodbold via et andet land.
Og så kalder han det positivt, at engelske klubber ikke længere kan snuppe spillere under 18 fra akademier rundt omkring i Europa.