Klager over politiet

Anti Doping Danmark mener ikke, at politiet har været grundig nok i efterforskning af matchfixing i AaB

Jores Okore er blevet efterforsket for et gult kort, han fik mod OB i oktober. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jores Okore er blevet efterforsket for et gult kort, han fik mod OB i oktober. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Anti Doping Danmark (ADD) klager over, at Nordjyllands Politi har valgt at indstille efterforskningen af mulig matchfixing i AaB.

Det fortæller ADD-direktør Michael Ask til bold.dk.

Nordjyllands Politi valgte i starten af juli at stoppe efterforskningen af AaB-spilleren Jores Okore, der i en kamp mod OB fik et gult kort lige før slutfløjt, men nu har ADD, der formelt står som anmelder i sagen, valgt at klage over politiets afgørelse til Statsadvokaten i Viborg.

- Jeg vil helst ikke gå for meget i detaljer, men grundlæggende set er vores opfattelse, at politiet ikke har lavet en grundig nok efterforskning, siger Michael Ask til bold.dk.

- De har ikke udtømt de efterforskningsmuligheder, der har været, mener vi, tilføjer Ask.

Det var opsigtsvækkende spilmønstre på et gult kort til Jores Okore i en kamp mod OB i oktober, der bragte AaB-spilleren i politiets søgelys. Til sidst i kampen fik Okore et gult kort for et hårdt frispark.

Efterforskningen blev indstillet, da anklagemyndigheden hos Nordjyllands Politi ikke kunne finde beviser for, at Okore skulle have fået det gule kort bevidst og medvirket til matchfixing.

- Det er min opfattelse, at en fortsættelse af efterforskningen ikke vil kunne føre til, at vi kan sigte og tiltale nogen, sagde specialanklager ved Nordjyllands Politi David Schmidt Hvelplund, da efterforskningen blev lukket.

Han har ingen kommentarer torsdag, skriver bold.dk.

Se også: Direkte fra operation til jubelfest

Se også: Topspillere skal testes resten af året

2 kommentarer
Vis kommentarer