Jens Martin Gammelby og Brøndby er en kærlighedshistorie, der stadig venter på at ende i det store nytårsknald.
Indtil videre har det hørt til i kategorien fuser, og det seneste halve år har højrebacken fungeret som backup på Brøndby-holdet. Hvis alt går efter planen, skal der dog ændres på det i januars transfervindue.
Brøndby og Jens Martin Gammelby er ifølge Ekstra Bladets oplysninger enige om, at den 26-årige midtjyde endnu en gang skal en tur på lejeophold.
Det har været et ønske fra spilleren at komme på græs et nyt sted, og Brøndby er åbne for endnu et lejeophold for spilleren, hvis der også kan være lidt økonomi at spare for klubben.
Jens Martin Gammelbys næste klub ser lige nu ud til at ligge udenfor landets grænser og en anelse mere sydpå. Han vil gerne have nye øjne på sig, og derfor er målet at komme en tur ud af det danske fodboldland, der kender ham så godt.
Artiklen fortsætter efter billedet..
Derfor peger pilen mod udlandet, og indtil videre har den mest konkrete interesse ifølge Ekstra Bladets oplysninger været fra Orange County SC.
Klubben fra Californien hører til i den næstbedste amerikanske række, og truppen har dansk islæt i form af Thomas Enevoldsen, men økonomien rakte ikke til en løn i Gammelby-størrelsen.
Det betyder ikke, at arbejdet for at komme væk fra Brøndby på en ny lejeaftale, som Gammelby også prøvede med Lyngby i sæsonen 2020-21, er sat på pause.
Planen er klar. Jens Martin Gammelby skal væk fra Brøndby denne vinter.
--------- SPLIT ELEMENT ---------