Klar til dåselyd - med 114 ingredienser

TV3-kanalerne har også pakket lyd på dåser – lydfolk har siddet begravet med ørerne i slagsange, jubelbrøl og skuffelse i en stiv uge

Afsprittede bolde, PL-græs og tilskuere på Zoom - AGF's Jacob Nielsen gør her status før aftenens lokalbrag, der samtidig markerer "genåbningen" af Superligaen.

Den første dåse med Superligalyd bliver knappet op i aften, når Canal 9 efter en del optakt kl. 19 blænder op for den særdeles udsatte kamp mellem AGF og Randers – på et nærmest menneskeforladt stadion i Aarhus.

Men lyd kommer der sgu, og det kan seerne takke – eller hade – en flok solidt knoklende lydteknikere for. Og når Silkeborg fredag møder FC Nordsjælland på TV3 Sport, er der også fuld knald på højttalere og tilhørende subwoofere, fortæller Kim Mikkelsen fra Nent Group.

- Men det hedder ikke dåselyd eller dåselarm, formaner chefen, der har opfundet sin helt egen betegnelse:

- Det hedder oplevelsesforbedrende underlægningslyd! Det lyder i hvert fald mere positivt, siger han og griner.

Kent Nielsen for fuld udblæsning. Lige i denne situation klarer Silkeborg-træneren den fint akustisk... Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Kent Nielsen for fuld udblæsning. Lige i denne situation klarer Silkeborg-træneren den fint akustisk... Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

Der bliver tale om et lydtæppe vævet af en kyndig tekniker, der sammen med et par kolleger har brugt en uge på at udskille 114 forskellige elementer, der indeholder alt fra jubel, slagsange, kollektive suk, neeeeij, ååh, uh og alt til lydfaget hørende.

- Lydchefen sidder i OB-vognen ude i produktionen og mixer de mange elementer ind i en grundlyd undervejs, så det passer til det, der udspiller sig på stadion. Det er indlysende, at stadion i Silkeborg ikke skal lyde som Brøndby, og gæsterne fra FCN skal ikke minde om FCK på udebane, siger Kim Mikkelsen.

- Seerne skal naturligvis høre real-lyden i den forstand, at man skal høre Kent Nielsen skælde ud og Flemming Pedersen råbe: Kom nu! Man skal kunne høre støvler ramme bolden og læderets træf på stængerne, siger sportschefen.

Mens Discovery giver valgfrihed, går TV3-kanalerne all ind på lyd, fordi fornemmelsen og de spæde erfaringer fra Bundesligaen er, at et fornuftigt lydtæppe giver den bedste seeroplevelse. Man kommer i øvrigt næppe til at se de sædvanlige panoreringer ud over lægterne efter scoringer akkompagneret af vild jubel hentet fra 10 liters dåsen…

- Erfaringerne fra Bundesligaen, hvor vi har hentet inspiration og været i dialog, er jo, at lydbilledet er blevet meget bedre fra starten og til braget mellem Dortmund og Bayern, hvor jeg personligt syntes, det virkede godt, siger Kim Mikkelsen.

- Diskussionen om oplevelsesforbedrende underlægningslyd lyder jo indimellem næsten religiøs…

- Ja, eller også er agurketiden af indlysende årsager bare startet lidt tidligere i år! Personligt ville jeg da også helst være fri, og så snart, der igen kommer tilskuere i et vist antal på stadions, så stopper vi også igen. I øvrigt er en tv-produktion jo i forvejen redigeret virkelighed i den forstand, at vi har mikrofoner strategisk placeret og paraboler, der kan rettes mod det, vi ønsker.

- Hvis det nu bliver en succes, hvornår indfører du så robot-kommentatorer og dåse-speak?

- Haha. Du mener, vi kunne spare lidt på den konto? Det ligger ikke lige i kortene. Jeg er 48 og tror godt, jeg kan love, det ikke bliver indført i min tid, siger Kim Mikkelsen.

Se også: - Det er falsk marketing!

Se også: Danskerne får selv lov at vælge

Se også: Film på vej om Brøndby IF

8 kommentarer
Vis kommentarer