Knotten Todd: Raser mod medier og Brøndby-træner

Randers-træner Colin Todd er slet ikke tilfreds med, at al fokus er på Brøndby og FCK - mens hans hold ikke får kredit for en god sæson

Randers-træner Colin Todd havde i slutminutterne af søndagens kamp mod Brøndby mentalt forberedt sig på en spændende uge, hvor den sidste rest spænding omkring bronzepladsen kunne bevares.

Men det ødelagde Brøndbys Riza Durmisi med en scoring i overtiden.

Trods den skuffelse kunne Randers glæde sig over, at man definitivt sikrede fjerdepladsen og dermed europæiske kampe i næste sæson.

Se også: Bronzen er hjemme: Nu går Brøndby på angriberjagt

Men Colin Todd var alt andet end tilfreds med især opmærksomheden omkring Randers' fornemme præstation i toppen af tabellen.

- Det handler altid om Brøndby og FCK. Op til denne kamp har det været Brøndby, Brøndby, Brøndby. Folk burde snakke om, hvor godt vi spiller. I kigger altid på det negative. I taler om et dårligt forår, men tænk lige på, at vi skal spille europæisk i næste sæson for kun anden gang i klubbens historie, sagde Colin Todd efter kampen.

Det var ikke kun medierne, der mærkede englænderens vrede. Også Brøndbys træner Thomas Frank fik den at føle.

- Vi dominerede denne kamp mod Brøndby. Deres træner sagde i medierne, at de ville komme herover og vinde - og det brugte jeg som motivation for mine spillere, sagde en tydelig vred Colin Todd.

Se Todds raseriudbrud i videoen øverst i artiklen, hvor Thomas Frank også kommenterer det i studiet efter kampen

TV3 Sports Superliga-ekspert Jesper Thygesen lagde også godt mærke til Todds raseriudbrud efter kampen søndag eftermiddag. Men ifølge den tidligere Brøndby- og Randers-spiller har Todd ikke noget at komme efter.

- Sådan er vilkårene - det har jeg også mærket på egen krop. Lokalaviserne skriver om provinsbyerne og de store aviser koncentrerer sig om de største hold, hvor der er mest interesse og eksponering. Sådan har det altid været. Jeg ved ikke, om det er gået op for Colin Todd, men det er svært at ændre, siger Thygesen til Ekstra Bladet.

Se også: Brøndby-træner: På søndag vinder vi i Randers

Eksperten mener, at Randers har fået den kredit, de fortjener i løbet af sæsonen.

- Vi har selvfølgelig også nogle diskussioner internt på vores tv-station omkring vinkler og fokus på klubber. I efteråret var de gode og stabile, og det blev de belønnet for i medierne. Foråret har været vaklende, men jeg føler, at vores eksperter har givet dem det fokus, de fortjener, siger han.

Thygesen er ligeledes uforstående over for Todds angreb på Thomas Frank og Brøndby-trænerens udtalelser om at vinde.

- Forestil dig, hvis Thomas Frank sagde, at de tog til Randers for at tabe. Nej, den udmelding fra Todd forstår jeg ikke. Thomas Frank leverer til medierne og er ærlig. Men Todd er god til at opildne sine spillere og sætte dem op før opgøret, og det har han også gjort denne gang, siger han.

Du kan se Randers-trænerens interview i Onside her, hvor han angriber medierne og Thomas Frank. Brøndby-træneren kommenterer også på Todds udtalelser:

130 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere