Når to Superliga-cheftrænere møder hinanden fire gange på lidt over en måned, ser de mere til konkurrenten end deres kære derhjemme.
Det er tilfældet for FC Nordsjællands Johannes Hoff Thorup og FC Københavns Jacob Neestrup.
De to trænerkometer har nærmest vadet i socialt samvær, selvom de er fjender, når fløjten lyder i Parken og på Right to Dream Park.
Mandag aften trak FCN det længste strå efter en særdeles dramatisk affære i Farum, og nu skal de to kombattanter ikke møde hinanden før næste sæson.
- Du fortalte min kollega på et tidspunkt, at du har en kaffeaftale til gode med Jacob Neestrup. Er den tættere på at blive forløst nu?
- Jeg har også en kone, jeg skal bruge noget tid på. Hun er foran på listen i forhold til Neestrup, men så kommer der også en sæsonafslutning, og mon ikke vi på et eller andet tidspunkt kan finde noget tid, sagde Hoff Thorup efter 3-2-sejren.
Men forholdet mellem de to trænere er uændret efter opgør, der har budt på lige så meget dramatik som flot fodboldspil.
- Som jeg har sagt før, er det vigtigt, at det meste foregår i en respektfuld tone. Selvom man er konkurrenter, når spillet foregår derude, kan man godt tage sig af hinanden og inspirere hinanden og sparre lidt med hinanden, når vi er lidt væk fra det her.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fodbold fylder det hele
FC Nordsjælland har med mandagens sejr igen lagt sig i spidsen af Superligaen - ét point foran FCK.
Med fire runder tilbage har ræset aldrig været mere åbent, og det går hårdt ud over FCN-trænerens nattesøvn.
- Jeg tror ikke, jeg har sovet så lidt, som jeg gør i øjeblikket. Det er ikke så forfærdelig mange timer, det bliver til, for sådan en kamp som i dag (mandag, red.) bliver spillet sent, og jeg kan ikke gå i seng, før jeg har set den i hvert fald en gang. Nogle gange to. På samme aften.
Men når strabadserne lægger sig, er der reserveret plads i kalenderen til en helt særlig person.
Konen.
- Jeg har lovet hende, at vi holder i hvert fald en uges sommerferie, så det håber jeg, at jeg kan holde fast i, sagde han med et grin.
Anis Slimane leverede en vild peptalk i pausen i kampen mellem Brøndby og FCK i sidste weekend. Hør den og andre legendariske peptalks i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app