Pengekassen er midlertidigt tom.
Bestyrelses-medlemmer pisker ud af døren.
En vraget spiller smækker hårdt med døren - og antyder udbredt utilfredshed med cheftræneren.
Hvis Esbjerg lignede en klub på randen af krise, som foråret gik på hæld, så har sommerpausen gjort det åbenlyst, at krisen er en realitet.
Og historien stopper ikke der.
For det viser sig nu, at klubbens aflivning af det hårdt kritiserede sportsudvalg primært sker for at lukke munden på kritikerne.
Internt ændrer klubben ikke på sin fremgangsmåde.
Smækker med døren i Esbjerg: Træner har ikke behandlet mig fair
- Pressen og omgivelserne har tillagt det sportslige udvalg en langt større betydning end det havde, mener fungerende bestyrelsesformand Kristoffer Kristensen.
- Ansvaret for klubbens spillerhandler ligger i sidste ende hos bestyrelsen. Men det sportslige udvalg er blevet lagt for had, og derfor har vi nedlagt det, fortæller han.
Hyklerisk udvalgs-hetz
Det sportslige udvalg bestod af cheftræner Jonas Dal, direktør Søren Poulsen, ungdomselitechef Niels Erik Søndergaard og Leif Thomsen, der øjeblikkeligt er stoppet som bestyrelsesformand.
- Vi snakker om folk, der har udført deres arbejde pænt og ordentligt. Men der er ingen der siger, at det var pissedygtigt, da Eddi Gomes blev fundet - og solgt med stor fortjeneste. Eller da Martin Braithwaite blev solgt. Da vi fandt Ankersen-brødrene. Eller da Jeppe Højbjerg blev spottet.
- Den slags kan lade sig gøre, fordi vi har en dygtig organisation, og det er hyklerisk kun at fokusere på det negative, mener Kristoffer Kristensen.
Stadig samme personer
Han erkender, at dødsdommen over det sportslige udvalg ikke kommer til at ændre alverden på, hvordan klubben opererer i den nærmeste fremtid.
- Vi har jo stadig de samme mennesker og de samme kompetencer i organisationen. Direktør Søren Poulsen og cheftræner Jonas Dal har bare nu ansvaret for at operere inden for de rammer, som bestyrelsen fastlægger, understreger den fungerende bestyrelsesformand.
Og selv om det står klart, at det er en skinmanøvre at nedlægge det sportslige udvalg, så kan det føre til en reel ændring af, hvordan organisationen i Esbjerg er bygget op.
Overvejer sportsdirektør
Vestjyderne har aldrig haft en decideret sportsdirektør. Efter den seneste nedrykning blev Niels Erik Søndergaard fjernet fra rollen som sportschef. En titel som snød noget, for på det tidspunkt var daværende bestyrelsesformand Jørgen L. Jensen involveret i stort set alle forhandlinger.
- Vi skal bruge den kommende tid på at finde ud af, hvordan vi skal skrue tingene sammen frem over. Måske skal der findes en decideret sportsdirektør. Måske skal vi arbejde med konsulenter. Det er nogle af de overvejelser vi må gøre os. Der er ikke nogen bunden dagsorden, lover Kristoffer Kristensen.
Superligaens sæbehandsker: Sølvvinder med kæmpe drops
Esbjerg i knibe: Må låne til lønnen i maj