Læserhjælp til Brøndby? Lån dem din græsplæne

Har du en græsplæne, en mark eller et moseområde, som du vil stille til rådighed for Brøndbys Superligahold i den resterende del af sæsonen? Så send os et foto – måske ender det med, at du får Superligabold i egen for- eller baghave

Har du en græsplæne eller en mark, der bare er i marginalt bedre stand end spillepladsen på Brøndby Stadion, kan det være, du kan få lov til at blive vært for en af Brøndbys næste fem hjemmekampe (Foto: Jens Dresling).
Har du en græsplæne eller en mark, der bare er i marginalt bedre stand end spillepladsen på Brøndby Stadion, kan det være, du kan få lov til at blive vært for en af Brøndbys næste fem hjemmekampe (Foto: Jens Dresling).

- Det er en skændsel at spille fodbold på sådan et underlag.

- Hvis jeg har problemer hjemme på min græsplæne, så kører jeg ikke grus ud på den.

Ståle Solbakken var ganske klar i mælet, da han efter søndagens New Firm-opgør på Brøndby Stadion fældede sin dom over det, mange iagttagere kaldte for ’en bane, som vi husker fra 1970’errnes engelske tipskampe’.

Og det med at smide grus ud på banen, er vel nogenlunde, hvad Brøndby valgte at gøre i december sidste år. Angiveligt blev ikke færre end 40 tons vulkansk granulat (?!) ved hjælp af et halvt hundrede frivillige fans spredt ud over banen. Det vulkanske materiale skulle angiveligt være i stand til at suge overskydende væske og gøre banen mere spilbar.

Se også: BIF-træner svarer Ståle igen: Du skulle have været greenkeeper

Noget har de fat i ude i Brøndby, for tør ser banen ud. Gold som en småkage. Desværre er den ligeså plan som en brunsviger og ligeså korthåret som Ståle Solbakken.

En planlagt opgravning af den nuværende bane og anlæggelsen af et nyt græstæppe er netop blevet fremrykket fra sommeren 2016 til sommeren 2015. Det hjælper bare ikke særligt meget for de resterende fem hjemmekampe, som de blå-gule har tilbage i indeværende Superligasæson.

Det er nu, vi må træde til og tilbyde Brøndby IF nye græsgange i resten af sæsonen. Har du en græsplæne, en mark eller et moseområde, som du vil stille til rådighed for Brøndby, så send os et foto af din græsplæne eller mark – så sender vi det videre til Brøndby-ledelsen.

Se også: Rasende Ståle: Brøndbys bane er en skændsel

Fortæl os gerne dit navn og hvilken by du kommer fra. Ligeledes må du gerne vælge, hvilken af de nedenstående fem kampe, du vil lægge græsplæne til. Du må meget gerne komme med et estimat på, hvor stor din græsplæne er. Det gør ikke så meget, om den er kvadratisk eller ligefrem oval. Stort set alt kan bruges.

Har du 5-600 venner, der kan stå for sikkerheden, når Brøndby-fansene kigger forbi, vil det afgjort være et plus. Et bredt sortiment af fletstole i en udestue, der kan benyttes til VIP-lounge, tæller også på positivsiden. Og har du et net, der kan parere de værste former for kasteskyts på banen, skal du ikke høre et ondt ord for det.

Nettet skal være grønt. Tak.

Disse kampe kan du vælge imellem, når du vil tilbyde din græsplæne til Brøndbys hjemmekampe:

19. april Brøndby-Hobro

26. april Brøndby-FC Vestsjælland

10. maj Brøndby-AaB

20. maj Brøndby-FC Nordsjælland

7. juni Brøndby-Esbjerg

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

40 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere