Lettet AGF-træner: Har ikke sovet i en uge!

David Nielsen er bedøvende ligeglad med, at AGF bliver kaldt for kedelig. I hvert fald så længe hans spillestil giver point

David Nielsen er vanen tro ligeglad med andres holdning til AGF's spil. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
David Nielsen er vanen tro ligeglad med andres holdning til AGF's spil. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

HOBRO (Ekstra Bladet): AGF spillede på ingen måde Hobro ud i skoven fredag aften, men til gengæld var der aldrig tvivl om, at aarhusianerne ville tage de tre point med hjem sydover ad E45.

I hvert fald ikke, da Mustafa Amini brugte sine orange krøller til at stange udeholdet i front efter godt ti minutter.

- Vi er efterhånden blevet så trygge i vores måde at forsvare på, at vi bare stillede os tilbage og afviste dem. Der var et par personlige fejl, der blev lidt giftige, men jeg synes, vi fik pillet brodden fuldstændig af dem i anden halvleg, hvor vi også selv lagde et lag på offensivt, lød det fra AGF-chef David Nielsen.

Han lagde ikke skjul på, at sejren i Hobro betød meget for både ham og klubben. Men ikke fordi det går cheftræneren på, at flere eksperter, heriblandt Ekstra Bladets fodboldekspert Stig Tøfting, har kaldt klubben kedelig.

- Jeg er sgu ligeglad. Nu er vi kommet dertil, hvor vi ikke taber fodboldkampe. Hvad i alverden kan man mere bede om? 

- Men jeg må erkende, at jeg ikke har sovet i en lille uge, siden vi smed to point mod FCK. Det gjorde ondt, og derfor betød de tre point meget. Ikke fordi nogen personager mener, vi spiller kedeligt. 

- Vi har kreeret en del chancer, og nu har vi scoret tre mål i de seneste to kampe og er stadig ubesejret. Det bliver lidt dumt at stå og sige, jeg er utilfreds med dit og dat, lød det fra David Nielsen.

En mand, der var lidt mindre åbenmundet end sin cheftræner var den serbiske målmand Aleksander Jovanovic. 

Han luftede sidste weekend et ønske om at prøve sig af i udlandet, og ifølge Ekstra Bladets oplysniger er det nu ikke meget, der skiller keeperen fra et skifte til spansk fodbold.

- Vi må se, hvad der sker. Jeg må ikke sige så meget mere. Jeg har en drøm om Spanien, men hvis det sker, så sker det. Hvis ikke, så er jeg glad i AGF, sagde Aleksander Jovanovic, der tydeligvis havde fået lidt flere medieinstruktioner end sin cheftræner.

Se også: Kyniske AGF nedlagde Hobro

Se også: Efter mystik om top-træner: Nu stopper han øjeblikkeligt

21 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere