Ligegyldig Superliga? Her er sæsonens absolut største øjeblikke

Ekstra Bladet opsummerer, hvad sæsonen 2014-2015 huskes for ud over FC Midtjyllands første mesterskab

Daniel Agger var sæsonens største transfer i Superligaen, og det bliver næppe større i mange år fremadrettet. (Foto: Jens Dreisling)
Daniel Agger var sæsonens største transfer i Superligaen, og det bliver næppe større i mange år fremadrettet. (Foto: Jens Dreisling)

Kedelig. Målfattig. Få tilskuere. For mange ligegyldige kampe.

Superliga-sæsonen 2014-2015 går nok ikke over i historien, som en man vil huske også om 10 år. Alligevel har der været ting, som ikke bør gå i glemmebogen, og som stadig vil sidde i baghovedet, når sæsonen skal opsummeres.

Ekstra Bladet kigger i bakspejlet.

SÆSONENS SPILLER: Jakob Poulsen, FCM
Pione Sisto var FCMs altoverskyggende spiller i efteråret, men i foråret spillede han stort set ikke på grund af en skade. I maskinrummet spillede Jakob Poulsen stabilt fra første til sidste runde, og satte et markant aftryk på mesterskabstrofæet, som også var landsholdsspillerens første i karrieren.

FCM-profilen Jakob Poulsen har været ekstremt vigtig for mesterskabet. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
FCM-profilen Jakob Poulsen har været ekstremt vigtig for mesterskabet. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
 

FLOP: Steve de Ridder, FCK
Hentet til mesterskabshungrende FC København som profil i den hollandske liga for et beløb omkring 8 mio. kr. og en lønpakke, der placerede ham i toppen af hierarkiet. Men de Ridder floppede hårdt, scorede blot to mål i Superligaen og er nu sendt på leje til Belgien. Johan Elmander følger lige efter på floplisten.

Steve de Ridder slog ikke til i FCK og er nu lejet ud til belgiske Zulte (Foto: Jens Dreisling)
Steve de Ridder slog ikke til i FCK og er nu lejet ud til belgiske Zulte (Foto: Jens Dreisling)
 

UNGE SPILLER: Mads Hvilsom, Hobro
Hvor kom han lige fra? Var i overskudslageret i FCM, og var tippet til at få svære betingelser hos oprykkerne Hobro. Men Hvilsom scorede 16 mål og blev delt topscorer i Superliga-sæsonen med adskillige vigtige mål på Hobro-holdet, der hentede langt flere point, end nogen havde spået dem.

Hobro-angriber Mads Hvilsom var sæsonens unge spiller. (Foto: Jens Henrik Daugaard)
Hobro-angriber Mads Hvilsom var sæsonens unge spiller. (Foto: Jens Henrik Daugaard)
 

MÅL: Martin Thomsen, Hobro
Der blev trods alt scoret en del spektakulære mål i årets Superliga. Rilwan Hassan scorede et regulært perlemål mod Brøndby på MCH Arena, men Hobro-spilleren Martin Thomsens tordendrøn mod Randers tager trods alt titlen. Fra over 30 meters afstand kanonerede han bolden i mål uden chancer for Randers-målmand Kalle Johnsson.

TV: Se Martin Thomsens drømmemål der blev sæsonens bedste

AFBRÆNDER: Thomas Enevoldsen, AaB
Sæsonen begyndte allerede i juni sidste år, men det var først i næstsidste spillerunde, at den allerstørste afbrænder faldt. AaBs Enevoldsen må tage den tvivlsomme ære fra kampen mod Silkeborg, da han fra få meters afstand med front mod et helt tomt mål og helt upresset sparkede på stolpen.

TV: Hvordan undgik AaB at score her? Thomas Enevoldsen med sæsonens største afbrænder

BISSE: Mads Agesen, Randers
Han har været stamspiller i Randers’ successæson, der sluttede med fjerdeplads og Europa-kvalifikation. Men forsvareren Mads Agesen hentede næsten flere karantænepoint end Randers skrabede point sammen i tabellen. Otte gule kort og et rødt blev det til for Agesen, der fik flere friweekender end holdkammeraterne.

Mads Agesen fik alt for mange kort i sæsonens løb som årets bisse. (Claus Bonnerup)
Mads Agesen fik alt for mange kort i sæsonens løb som årets bisse. (Claus Bonnerup)
 

MEST OMTALTE: Brøndbys bane
Det var absolut ikke Superligaen værdigt eller Serie 6 for den sags skyld, det Brøndby præsenterede udeholdene. Det ville være en fornærmelse at kalde det en græsbane, og til sidst forsøgte Brøndby at ordne banen ved at smide småsten ud på moradset. Sportsdirektør Per Rud hævdede i lang tid, at det var umuligt med en rullegræs-løsning, før storaktionær Jan Bech til sidst fik nok og krævede rullegræs til den sidste del af sæsonen.

Banen på Brøndby Stadion var i adskillige måneder en skandale. (Foto: Lars Poulsen)
Banen på Brøndby Stadion var i adskillige måneder en skandale. (Foto: Lars Poulsen)
 

TRANSFER: Daniel Agger, Brøndby
Man kommer simpelthen ikke udenom landsholdsanføreren, når det gælder den største transfer til Superligaen, siden FCK lokkede Brian Laudrup hjem. Agger var tidligere på sommeren i dialog med selveste FC Barcelona, men da den faldt til jorden, så åbnede døren sig for Brøndby, og det kunne kun løse sig med velvilje fra Liverpool, Daniel Agger og så storaktionær Jan Bech, der betalte Agger-summen på 23,5 mio. kr. som jubilæumsgave.

Daniel Agger var en jubilæumsgave fra storaktionær Jan Bech Andersen. (Foto: Lars Poulsen)
Daniel Agger var en jubilæumsgave fra storaktionær Jan Bech Andersen. (Foto: Lars Poulsen)
 

BORDBOMBE: Guld-Glen, FCM
Det blev sæsonens største virale hit og ikke mindst et billede, der delte vandene, da Ekstra Bladet kunne præsentere mestertræner Glen Riddersholm i guldtøj. Et par uger før mesterskabet var i hus, fik fotograf Lars Poulsen de famøse billeder i hus, og de kunne så bringes, da guldet blev en realitet med 0-0 mod FC Vestsjælland. Også om fem år husker man Guld-Glen med høj cigarføring.

Glen Riddersholm delte fodbold-Danmark med dette billede efter guldet var i hus. (Foto: Lars Poulsen)
Glen Riddersholm delte fodbold-Danmark med dette billede efter guldet var i hus. (Foto: Lars Poulsen)
 

TWEET: Lars Søndergaard, Sønderjyske
Det sociale medie Twitter fik pludselig en direkte indvirkning på Superligaen, da Sønderjyske-træner Lars Søndergaard farede til tasterne.
- Anders Poulsen??? Undlader rødt til Gislason, derefter billigt straffe. Skal han dømme i København??


Det takserede Disciplinærudvalget til to karantænedage, fordi de mente, at den kommende AaB-træner antydede, at dommer Anders Poulsen holdt med FCK.

Lars Søndergaard var lidt for aggressiv på tasterne og fik karantæne for et tweet. (Foto: EB)
Lars Søndergaard var lidt for aggressiv på tasterne og fik karantæne for et tweet. (Foto: EB)
 

VÆRSTE TACKLING: Dennis Flinta på Andreas Cornelius
Det var ikke direkte ondskabsfuldt. Men Silkeborgs Dennis Flinta satsede stadig alt for meget med sin tackling på Andreas Cornelius. FCK-angriberen brækkede anklen og var i voldsomme smerter på banen, hvor man kunne se direkte ind til knoglen. Det kostede resten af sæsonen og U21 EM. Cornelius er stadig ude langt ind i den nye sæson. Se den forfærdelige episode i linket her. ADVARSEL! Stærke tv-billeder

Her bliver Andreas Cornelius slemt skadet efter tackling af Dennis Flinta (Foto: Ernst van Norde)
Her bliver Andreas Cornelius slemt skadet efter tackling af Dennis Flinta (Foto: Ernst van Norde)
 

CITAT: Emil Larsen, OB
- Fansene kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dem. Sådan er det bare.
OBs Emil Larsen brød alle uskrevne regler inden for fodboldens verden, da han gik i struben på egne fans. Emil Larsen blev udskiftet mod FC Vestsjælland med øredøvende pibekoncert af OBs fans, og konfronteret med det på TV3 Sport svarede han igen med den salve.
Det kostede dog dyrt internt i OB, hvor Emil Larsen fik en reprimande og sandsynligvis er helt færdig med OB og klubbens fans efter denne sæson.

OBs Emil Larsen har ikke ligefrem været publikums-yndling i Odense i denne sæson.
OBs Emil Larsen har ikke ligefrem været publikums-yndling i Odense i denne sæson.
 

Se også: Tøffes tophold: Her er de bedste 11 i Superligaen

Johan Elmander er en af dem, der ikke har leveret varen i den forgangne sæson. (Polfoto: Gregers Tycho) Superligaen - 31. maj. 2015 - kl. 10:27 Tøfting: Her er Superligaens flophold

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere