Lyngby tæt på den sorte gryde

Silkeborg hamrede endnu et søm i de blås kiste

Foto: Jens Dresling/Polfoto
Foto: Jens Dresling/Polfoto

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Lyngby har nu brug for et regulært mirakel, hvis holdet skal undgå at komme ud i et neglebidende nedryknings-play-off mod Hobro.

Christian Nielsens tropper fortsatte nemlig nedturen i opgøret mod allerede nedryknings-dømte Silkeborg, der helt fortjent vandt sidste hjemmekamp som Superliga-klub i denne omgang med 2-0.

Og skæbnen kan allerede her ved 20-tiden lørdag aften være definitivt beseglet for Lyngby.

Det sker, hvis SønderjyskE får bare et enkelt point i opgøret mod OB. Og selv i tilfælde af nederlag, hvis det vel at mærke bliver beskedent, vil de nykårede pokalfindere i kraft en af en bedre målscore stå stærkt, inden holdet gæster Lyngby Stadion i sidste spillerunde.

Lyngby kom op i Superligaen som en spændende fornyelse sidste sommer, men har haft et rædselsfuldt 2020:

Anderledes kan det ikke udtrykkes, når det kun er blevet en enkelt sejr er det blevet til i 11 kampe.

Derfor truer den sorte gryde nu for alvor, og der er ingen tvivl om, at der i de kommende kampe skal helt anderledes spillemæssige boller på suppen på alle parametre, hvis degraderingen skal undgås.

Der er for lidt overlevelses-instinkt i det hold.

Silkeborg var klart bedst gennem hele kampen. Holdet spillede i perioder en rigtig god gang fodbold, selv om intet stod på spil. Og det udløste et par fortjente scoringer i 2. halvleg. Nicolai Vallys var mester for dem begge. Det første efter flot oplæg fra Mads Kaalund, og det andet bankede han i kassen fra en spids vinkel.

Lyngby-spillerne virkede tappede for selvtillid, og det normalt offensivt stærke hold formåede i den første time ikke at komme frem til noget, der bare lignede en farlig afslutning.. Et forkølet hovedstød fra Frederik Gytkjær, der gik over mål, er faktisk det eneste, der er værd at nævne.

Silkeborg væltede sig bestemt heller ikke i chancer før pausen, men fik dog en rigtig god mulighed for at komme foran.

Bomstærke Junior Brumado rykkede sig fri af Kasper Enghardt og kunne derefter tage et sololøb mod mål.

Men vinklen til afslutning blev spids, og lejesvenden fra FCM sendte bolden forbi Thomas Mikkelsens mål.

Hjemmeholdet havde for første gang i to år skades-uheldige Gustav Dahl med i startopstillingen. Men glæden for ham varede kun 20 minutter, så kom Kasper Jørgensen for sent med en glidende tackling og ramte Dahl på anklen. Han rejste sig og kæmpede videre, men var tydeligt mærket og fra 2. halvlegs start, var han forståeligt nok blevet udskiftet.

Bagud 0-2 skulle Lyngby satse, og det udløste et pres, som også et par nærgående muligheder for at skabe spænding i det sidste kvarter. Tættest på reducering var indskiftede Gustav Marcussen, men han måtte se sin afslutning reddet lige før mållinjen, mens en velspillende målmand, Rafa Romo var på sin post andre gange, når det var nødvendigt.

Se også: Verdensstjerne stopper karrieren

Se også: Kæmpe drama: Oprykning på yderste mandat

Sport og Spil Ventede i 30 år - døde en måned før forløsningen

27 kommentarer
Vis kommentarer