Hyper-happy hattrick-helt

- Jeg er glad for at betale tilbage, jublede Patrick Mortensen, forwarden uden mål, der er vågnet op efter kontraktforlængelse

At hævde at han har måttet lægge ører til en del kritik, vil være en underdrivelse. Patrick Mortensen er nemlig snarere blevet hånet på det groveste for sit nul i scoringsstatistikken. Den slags duer nemlig ikke, når man er forward.

Men sæsonens første scoring forleden mod FCK og en nylig kontraktforlængelse på hele tre et halvt år, var tilsyneladende det afsæt, den 22-årige Lyngbyspiller skulle have for at sparke hul på den betændte byld.

For Skærtorsdag kunne han pludselig række armene i vejret, tre gange efter scoringer og en gang efter den endelige 4-1 sejr i bundbraget mod Lyngby.

- Ja, det var en fantastisk kamp for mig. Jeg scorer tre mål efter så længe at blive skældt ud for ikke at score. Men jeg har hele tiden troet på mig selv, så det er rigtig dejligt at kunne lukke munden på nogle af kritikkerne, smilede Patrick Mortensen, der i parentes bemærket spillede noget, der til forveksling lignede en pivringe første halvleg.

Se også: Farvel til HB Køge

Men efter pausen blev han pænt serviceret af modstanderne, og især af HB Køges Thomas Guldborg, der vel nærmest noteres for en dobbelt assist med to dumme forsvarsfejl.

- Det var lidt svært på denne bane, så vi måtte arbejde for sagen, og selv er jeg nødt til at tro på det, når jeg forfølger løse chancer.

- Men selvfølgelig har jeg været ramt på selvtilliden, tilføjer den lange forward så.

Han hamrede sin første scoring ind i medløb med venstrebenet, løftede den næste pænt over Morten Haastrup og fik i slutsekunderne lov til at prikke bolden over stregen på oplæg fra Bajram Fetai.

- Lyngby har lige givet mig en ny kontrakt frem til udgangen af 2015, og det har da givet ro, det er klart. Det er jo en kæmpe tillid, klubben viser mig, når jeg nu ikke har scoret. Og når de nu viser, at de tror på mig, er jeg da glad for at kunne betale tilbage med nogle mål, sagde Patrick Mortensen, der ikke har scoret så mange mål, siden han i en 2. divisionskamp for Brøndby nettede dobbelt så mange gange.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere